Dem der har fulgt med på vores Instagram, og måske så vores lille video på facebook i går, de ved det allerede. Vi har været så heldige at få tilsendt en rigtig fed (og dyr) gravel / grus cykel, fra firmaet 3T der ellers ikke er kendt for at lave cykler, men nærmere løsdele til cykler. Det er der lavet om på nu, og sikke en debut! Hele historien kommer i det endelige review, men først – first ride impressions af 3Ts exploro!

Af: Uggi Kaldan

Ramme – $4200 – krank $1200 = 36.894,14 DKK

Ja altså, prisen ændrer naturligvis ikke på hvordan en cykel føles at køre på (- selvom nogle nok vil være uenige i den påstand) – men rationelt og logisk set, burde det ikke have nogen betydning. Nu nævner jeg det lige alligevel, for 36.894,14 DKK er alligevel en pæn sum penge, og det er i øvrigt i US dollars, jeg har ikke fået 100% klarlagt hvad cyklen koster i dk (med evt. afgifter som told og moms!?) Uanset hvad – den er virkelig seriøst lækker at se på (synes jeg!) – herunder er lige billedet én gang til! Sadlen skal justeres lidt (den peger lidt nedad), det system er lidt tricky, måske er det rigtig smart, jeg har bare ikke lige helt regnet ud om det er tilfældet endnu. For de nysgerrige sjæle er det en 11 – 36 kassette på baghjulet, cyklen er leveret med 27,5″ hjul, og dæk er de såkaldte road plus, Horizon 47(mm?) fra WTB, du kan dog godt smide 700C fælge på både med CX og landevejsdæk, så her er rammen meget alsidig! – meget mere om det i den endelige artikel.

Unlucky 13 – den går ikke!

Jeg er ikke overtroisk, men så alligevel måske lidt… testcyklen jeg har modtaget fra 3T er åbenbart den 13. testramme, og den er behørigt nummereret på overrøret, så ingen kan være i tvivl, heller ikke rytteren (i det her tilfælde mig) der hele tiden skal sidde og se ned på tallet 13. Allerede inden jeg havde kørt en meter, vidste jeg at jeg måtte lave det om, så første stop på cyklen blev hos min sticker pusher, han cykler selv, og kunne selvfølgelig godt kunne se problemet. Dennis aka. #STICKERGOD smed hvad han havde i hænderne (det var hans taske, han var på vej hjem) – for at hjælpe og plottede fluks et nyt 13 tal, som vi kunne montere på behørig “på hovedet” vis. Tak Dennis!

First ride!

Nå, cyklen blev klar, og hvordan var den så? Det første jeg lige skulle regne ud var dæktryk. Jeg endte med 3,5 bar, men det er nok noget jeg skal eksperimentere med. Nu forsøgte jeg et kompromis mellem greb på stierne og rul på landevejen, og rulle det kan den!! Træder du bare lidt i pedalerne runder du hurtigt 40 km/t på flad vej, den er virkelig lynhurtig og responsiv, og hjulene er ellers ikke SUPER lette, eller super aero (modsat det helt store salgsargument ved rammen her, der netop er aero) – men de monterede 3T Discus Plus C25 Pro vejer dog kun 1600 gram, så det er ikke fordi de er tunge eller specielt billige (ca.5000 DKK) – ikke noget billigt fabriksmonteret hjulsæt her, det mærkes! I skoven og særligt på grus spillede dæk og tryk fint, men der var ikke meget greb så snart underlaget blev lidt glat, eller der bare lå et enkelt blad på vejen. Jeg tror ikke lavere tryk havde ændret ret meget på den oplevelse, Horizon dækkene fra WTB er jo slicks, så de er nok ikke de bedste testdæk til dansk efterår, hvor man skal ud og “explore”.

Derfor har jeg har bestilt et nyt sæt fra WTB i dag, et sæt WTB NANO 2.1, der både skulle rulle godt, men også have lidt greb. Når de lander bliver cyklen testet på lidt mere udfordrende underlag end jeg nåede i dag. Jeg nåede dog et par regulære grusstier ud over asfalttons, og her kan jeg kun sige: det her er den bedste cykel i CX / grus segmentet, jeg har prøvet til dato. Rammen og særligt kranken er som beton (THMs Clavicula er måske også det stiveste kranksæt jeg nogensinde har prøvet?) det føles som om alt ens power bliver sendt direkte i hjulene, samtidig sidder man utroligt komfortabelt, jeg er imponeret.

Fordi dækkede er større en normale CX dæk, så giver de sig selvfølgelig lidt mere når man står op i sadlen og træder til, med lidt teknik kan man ganske givet minske energitabet, men der vil selvfølgelig være en forskel her, vil man have mere stivhed og fart, kan man montere et sæt 700C hjul, men det vil selvfølgelig betyde lidt for håndteringen på stier og i skoven. Selve rammen er helt ekstremt “manøvre dygtig” – og det kommer fra en gut der ellers ikke har ret gode “bike handling skills” – men her følte jeg mig virkelig tryg. Jeg har tænkt mig at låne cyklen til et par ryttere med større erfaring på det område end jeg selv har, så jeg kan få lidt flere input fra kvalificerede folk på hvordan cyklen føles.

Lige nu er der ikke mere at sige – det er en VIRKELIG FED cykel, som jeg glæder mig til at teste intensivt! Jeg kommer ikke til at køre på andet indtil den skal retur til 3T, om lang tid forhåbentlig! Jeg nåede 40 km på den i dag – du kan se turen her: STRAVA. Hvis du er tech interesseret så kan du se hvordan hele testcyklen er sat op nederst i artiklen her. Har du spørgsmål, så smid en kommentar, jeg skal forsøge at svare efter bedste evne. Vi ses i skoven eller på grusvejene i og omkring Aarhus! Billedet herunder er fra Jelshøj, på et sted jeg aldrig har været før, bag mig var der grus, sikke en udsigt! #Goexplore

Testcyklen specs:

• vægt: 8.6kg (med Shimano XT pedaler: 340 gram)
• Ramme: 3T Exploro LTD (M) full carbon, BB386EVO bottom bracket
• Gaffel: 3T Luteus II LTD, 15mm thru-axle
• Saddelpind: 3T Charlie Sqaero
• Styr: 3T Ergonova Team Stealth
• Frempind: 3T Arx Team II
• Skiftegreb: SRAM Force HRD
• Bagskifter: SRAM Force 1
• Bremser: SRAM Force HRD, 160mm rotors
• Krank: THM Clavicula SE, Wolftooth Components 38t chainring
• Kassette: SRAM 11-36t
• Kæde: SRAM PC-1170
• Hjul: 3T Discus Plus C25 Pro, 142×12 rear
• Dæk: WTB Horizon 47mm 650b
• Saddel: Fabric Scoop Elite

Pressemeddelse

Cykelstafetten i Rudersdal’ ruller videre i 2017

Den første søndag i juni 2017 går startskuddet igen til Danmarks mest unikke motionscykelløb, når VM-ruten igen danner ramme om ’Cykelstafetten i Rudersdal’. Motionscykelløbet kombinerer den gode cykeloplevelse med socialt samvær, og alle kan være med.

Mere folkefest end cykelløb

Deltagerne skal igen dyste i en holdstafet, som vi kender det fra DHL-Stafetten. Derfor indbyder cykelløbet til, at kollegaer, naboer eller venner kan stille op og dyste mod hinanden. Og mens holdkammeraten er på cyklen, bliver der rig mulighed for at hygge med andre deltagere og tilskuere i målområdet på Geels Bakke, som omdannes til en folkefest med masser af underholdning til både deltagere og tilskuere.

– For os har det været vigtigt, at det er mere folkefest end cykelløb. Der er plads til alle, og formen med at cykle i stafet giver en helt særlig synergi. For mange motionister er det motiverende at have et mål at træne frem mod. Vi er derfor glade, hvis ’Cykelstafetten i Rudersdal’ er med til at motivere flere til at bruge cyklen som motionsform, lyder det fra initiativtagerne Ole Reersted Egeblad og Henrik Andersen.

–’Cykelstafetten i Rudersdal’ i juni i år var en positiv oplevelse med mange glade deltagere og tilskuere. Arrangementet forener det sociale samvær med muligheden for at prøve kræfter med cykling. Det ligger i tråd med kommunens ønsker om at styrke fællesskabet og skabe initiativer, hvor alle kan være med. Vi er derfor positive overfor arrangementet igen i 2017 og håber, at mange vil benytte chancen til at få motion, more sig og nyde omgivelserne i vores smukke kommune, siger borgmester Jens Ive.

Sikkerheden er i fokus

Afviklingen af ’Cykelstafetten i Rudersdal’ i 2016 forløb uden uheld. Næste år sætter arrangørerne lige så stort fokus på sikkerheden.

– I 2017 vil vi igen have et samarbejde med Rigspolitiets Idrætsforening, som stiller op med race marshals på motorcykler fra MC Task Force samt et stort antal uddannede trafik-officials. Det garanterer, at vi kan regulere trafikken og sikre afviklingen så sikkerheden er i top for deltagerne og borgerne oplever et minimum af gener.” fortæller Ole Reersted Egeblad og Henrik Andersen.

Cykelstafetten i Rudersdal’ vil fremme den gode cykeladfærd

Som en del af aftalen mellem arrangørerne af ’Cykelstafetten i Rudersdal’ og Rudersdal Kommune er der etableret en cykelfremmende pulje. Hvert år efter afvikling af ’Cykelstafetten i Rudersdal’ bidrager arrangørerne til cykelfremmende formål. I år er indsatsen målrettet den gode adfærd.

– Vi er meget opmærksomme på det stigende antal motionscyklister, der bruger vejene i Rudersdal. Kommunen indbyder med den flotte natur og det kuperede terræn til cykling. Og det er vi glade for. Samtidig er det vigtigt, at træningen sker i harmoni med beboere og bilister. Vi arbejder derfor med initiativer, der skal fremme den gode adfærd og skabe en fælles forståelse for, at vi alle skal tage hensyn til hinanden. Vi arbejder for at skabe dialog med cykelklubberne, og i tæt samarbejde med arrangørerne af ’Cykelstafetten i Rudersdal’ er vi ved at udarbejde alternative motionscykelruter til de ruter, der går igennem meget beboede områder, fortæller borgmester Jens Ive.

Cykelstafetten får vokseværk

Efter succesen på den klassiske VM-rute i Rudersdal udvider arrangørerne i 2017 med to nye arrangementer i henholdsvis Kolding og i Rebild. Som noget nyt vil der i Kolding og Rebild også blive åbnet mulighed for at køre et traditionelt motionscykelløb dagen før, stafetten skydes i gang.

Fakta

• Cykelstafetten i Rudersdal afholdes søndag den 4. juni 2017
• Motionscykelløbet afvikles på den 14 km lange VM-rute, der blev brugt til VM i landevejscykling i 2011.
• Der køres i hold á 3 personer (M/K/mix)
• Deltagerne skal minimum køre én omgang hver.
• Aldersgrænse 16 år.
• Hjemmeside: www.cykelstafetten.com
• Facebook: https://www.facebook.com/vmstafetten/
• Youtube kanal: https://www.youtube.com/channel/UCUtUMUOPJDL4RLJXDghXzRQ

OK så jeg og én af mine venner fik den her idé om at køre fra Klitmøller til Skagen, på grus. Oprindeligt var planen egentlig at køre de 240km på én dag, men vi har sgu ikke fået trænet nok, så nu blev det på to dage, og det var en god idé! 

Af: Uggi Kaldan

Opvarming og optakt!

Med en baby på 4 måneder derhjemme, så kan selv en køretur i en godt pakket bil føles som luksus, så det blev udnyttet til at tage en lille morfar. Med på turen er i øvrigt Jesper Bjerring der har været så flink at tage lidt fri, og agere følgebil, så vi ryttere kan nyde turen stort set uden oppakning på cyklen, det er klasse. Ud over mig selv og Peter, så har vi en 3. rytter med, Michael.

Det indbyrdes hierarki er fordelt således at Michael er i bedst form (og ældst), så kommer Peter, der er i næstbedst form og næstældst og til sidst (og som yngste mand) kommer jeg så, og er i dårligst form, men jeg er til gengæld yngst. For at udligne kører jeg dog på den klart fedeste, nyeste og dyreste cykel, en 3T exploro Aero Gravel testcykel til +50.000 kroner. Peter kører på den næstdyreste og næstfedeste, og Michael kører på noget billigt skrammel, med Schwalbe marathon plus kantrådsdæk og påmonterede skærme (hvem sagde citybike?) – skærmene er dog røget af til i morgen! :P

Gear eller form?

Hvad betyder så mest? – efter de første 80 kilometer står den 10 – 0 til 3T Exploro over både Cannondale Synapse AL og Canyon Inflite AL – det var redaktøren der kom hjem fra dagens tur med klart mest overskud, og det var altså ikke fordi jeg sad og suttede dæk hele dagen.

Meeen du er jo yngst, så du burde også være i god form? Ja, men det er jeg ikke, på cyklen er det kilometer der tæller, og her er regnskabet fordelt således. Jeg har nået 4800 km i år (heraf de 3000 inden 1.marts) – Peter har kørt 7000 km, og Michael har nået næsten 10.000 km, ja jeg er yngst, men der er vist ingen tvivl – gear slår form, i hvert fald på grus.

Arg Uggi – er det nu helt videnskabeligt? – nej – overhovedet ikke, men det er sjovt!

Fantastisk vejr, fantastisk rute – fantastisk smukt!

Uanset hvem der kørte med størst overskud, så er det jo i øvrigt ikke et ræs vi er ude at køre, men en hyggelig tur, hvor alle skal med hjem. I dag var vi hjulpet af en ikke ubetydelig medvind, solskin, og helt sindsygt flot cykelterræn.

Vi startede som sagt i Klitmøller, danmarks surfparadis nr.1 og der var også gang i både bølgerne og surferne i dag, så dem kunne vi kigge på den første times tid op langs kysten.
Der var også lidt landevejskørsel i starten, som det ses på billedet herover, men det er svært ikke at være begejstret, når verden tager sig ud som den gør i dag, det er virkelig sundt for krop og sjæl.

Bulbjerg Klint, rutens højdepunkt!

Klinten der også rummer et bunkermuseum,  har en vildt flot udsigt, og vi ramte den netop som solen stod lavt, og kastede et fantastisk lys ud over omgivelserne af bølgende marhalm og klitter der fortegnede sig i flere lag, i horisonten. Det kan umuligt kun være mig der nogle gange glemmer hvor smukt og alsidigt et land Danmark egentlig er. Som cykelrytter kommer man i hvert fald nogle gange til at fokusere lidt for meget på klassiske stigninger, bjerge og ture ned i varmen.

Tag herop til Nordjylland næste gang du har rejsefeber og øjnene trænger til luftforandring, her er godt nok flot!

Ankomst slettestrand

Vi nåede lige til Slettestrand, som den sparsomme vintersol besluttede sig for at slukke lyset. Det var efter planen, men vi er godt nok alle sammen lidt mere trætte en vi havde forestillet os, så det bliver en HÅRD tur i morgen, hvor distancen er dobbelt så lang (160 km) og vi nok ikke kan forvente vinden i ryggen, men snarere fra siden.

Som de motionister vi nu engang er, så er “quitting” naturligvis altid en option, særligt når man nu har følgebil med, men vi regner med at komme igennem! Tidligt op, jævnt men ikke for hårdt tempo, spis og drik, spis og drik. Det er planen!

Uden at de har kastet noget gratis efter os, så vil jeg i øvrigt gerne lige kaste et skud ud efter Feriecenter Slettestrand, hvor Peter har fundet indkvartering til os. Her bor vi i en fin stor ferielejlighed, med glimrende aftensmadsbuffet (glæder mig til at se morgenmaden, er allerede lidt sulten) – det er en perfekt base for sådan nogle cykelryttergutter som os, her er da også MTBspor lige ved døren, og masser af MTB ryttere – fedt sted, god atmosfære.

Jeg håber naturligvis på at jeg har energi til en post om dag 2, allerede i morgen, men realistisk set så sker der ikke noget på den front før Søndag :)

God weekend alle, her er den startet perfekt.

Camelbak især kendt for div. drikkesystemer der findes i rygsække mv. samt altså drikkeflasker i en masse varianter. Thomas har taget et kig på de redesignede podium flasker, der har fået en glattere form og et større mundstykke.

Foto og Tekst af Thomas Opstrup

Yndlingsflaskerne er blevet lidt bedre

De er stadig mine bedste venner i varmen på Etna

Mundstykket eller “Jet Valve” som Camelbak kalder den er blevet større. Det gør den endnu bedre at drikke af end den tidligere model, som ellers også var god. Jet Valve designet virker ved at man presser (eller suger) vand ud af flasken, og når man slipper presset, så låser mundstykket, så der ikke løber vand ud. I mine øjne en af de smarteste løsninger på markedet.

Den nyt Jet Valve fungerer præcis ligeså godt som den gamle version, men den er blevet lettere at rengøre, da mundstykket er blevet nemmere at skille ad, og der er et lidt bedre flow i den, da den simpelthen er dimensioneret lidt større. Forbedringerne ikke er revolutionerende, men det dog forbedringer.

For at låse systemet kan man “tviste” mundstykket, og så er flasken helt lukket, på cyklen holder det dog rigeligt tæt uden at være låst, så det er i mine øjne mest beregnet på transport hvor flasken ligger ned, i f.eks. en taske, eller bag i en bil. Låsen fungerer upåklageligt.

Mindre ændring på udseende – måske en funktionel forbedring?

Er det funktionelt eller kosmetik, jeg har svært ved at vuredere det, den nye model ligger ligeså godt i min hånd som den gamle model, så jeg vil lade det være op til den enkelte at bedømme om der er sket en forbedring her. Jeg har testet flaskerne i begge størrelser på nedkørslen fra Etna, og her var det problemfrit at bruge dem, de lå godt og sikkert i hånden.

Begge flasker er blevet lidt kortere, men kan stadig indeholde henholdsvis 610 ml. for den lille flaske og 710 ml. for den store. For folk med mindre rammer, kan det være et plus med en kortere flaske, for os andre ser det bare lidt mere pro ud på cyklen, igen, funktionelt vurderer jeg forbedringen som mindre. Det er stadig nogle super flasker.

Camelbak siger at flasken er fri for kemikalier såsom BPA og BPS, så bliver man da fri for det. Den fåes i mange forskellige farver, tjek dem ud på camelbak.com, bemærk at den store version findes i flere forskellige farver end den lille.

Thomas tester på Sicilien

Thomas Opstrup opholder sig en del af året på Sicilien. Hvor han qua varmere himmelstrøg og højere bjerge kan teste ting på anden facon end det er muligt herhjemme i DK. Thomas driver til daglig Sicily Cycling Club, som arrangerer skræddersyede cykelrejser til Sicilien. Så kom og prøv kræfter med Europas største aktive vulkan Etna – Kun 3 timer fra København.

Se mere på: www.sicilycyclingclub.com eller www.facebook.com/sicilycyclingclub

Efter en perfekt dag ét (som du kan læse om HER) – og en super overnatning på Feriecenter Slettestrand, i handicapvenlige lokaler, så var det tid til at komme ud over stepperne. Vi ændrede ruten en smule, ud fra erfaringerne på første dagen, så nu sagde GPSen 140km (i stedet for 160) – primært på grus! Vejret var IGEN med os, helt utroligt heldig planlægning her i slutningen af Oktober! 

Af: Uggi Kaldan / Foto: Jesper Bjerring

Godt begyndt er halvt fuldendt

Klokken 08 ca. kiggede solen op over horisonten, men så tidligt gad vi altså ikke afsted… Først skulle vi lige nå at spise morgenmad. Klokken 09 var vi klar til afgang, med fuld tank, godt humør og ingen stress!. Det er simpelthen svært at være i dårligt humør når solen skinner, og man har planlagt at cykle en lang tur.

Peter (til venstre) var en yderst kompetent vejkaptajn på turen, så Michael (i midten) og jeg skulle ikke koncentere os om ret meget andet end at cykle og nyde, det var lige til at holde ud.

Gear

Jeg kan godt lige bruge et afsnit på at nævne hvad vi kørte på, og hvad der fungerede bedst. Langt det meste af turen foregår på grusveje, kombineret med lidt asfalt, og nogle grusvejspassager.

Peter kørte på en Canyon CXer, jeg kørte på en 3T Exploro, og Michael på en Cannondale Synapse, alle 3 rammer var rigtig fine til turen komfortmæssigt, men da der er mange lange, lige stræk, så havde jeg nok en lille fordel, da 3Teren er lidt længere i rammen, og derfor minder lidt mere om en landevejscykel i geometrien.

Det var dog dækkene der gjorde den store forskel, Jeg kørte på de hurtige Horizon 47 fra WTB (på 27,5″ fælge), med stort kammer, stor komfort og god fart! Peter kørte på Challenge Limus 33, et dæk med semi greb og gode rulleegenskaber, han kunne dog også sagtens have kørt på slickdæk. Michael kørte på Schwalbe Marathon 30ere, et rimeligt hårdt og ukomfortabelt dæk, han havde klart den hårdeste og mest ukomfortable tur.

Hvis din almindelige landevejsracer kan æde 28mm – 30mm dæk, så kan du godt køre turen på den, men det vil klart være at anbefale at køre på en CXer, ligesom man naturligvis også kan køre på en MTB 29er – vi vurderer dog at at CXer (eller en decideret gravelbike som 3Teren) er det perfekte valg til sådan en tur her.

Jeg kørte med SRAM hydrauliske bremser, Peter og Michael kørte med shimano mekaniske skiver, uden at gå nærmere ind i det, så bremser hydrauliske bremser bare bedre end de mekaniske, når det gælder skivebremser, er forskellen i oplevelsen på de to systemer enorm.

Kaffe – masser af kaffe!

Første stop på turen var i Løkken på Resaturant Søborg, her landede vi efter ca. 2,5 time på rammen og 45 kilometer, og fik en kop kaffe, og var faktisk rimeligt fristede af en kæmpe buffet med miniburgere og alverdens skaldyr, det så faktisk ok ud, der kom da også en del gæster mens vi sad der, men ellers må man sige at turistbyerne på vestkysten er ret stille og rolige her udenfor sæsonen, til gengæld super service og venligt personale, og det var faktisk reglen på ALLE steder vi besøgte. Vi endte med at sidde på Søborg en hel time, vi havde heldigvis ikke travlt!

Fra Løkken gik turen op langs kysten og videre mod Hanstholm, der var vores andet og sidste stop på turen. Vi kiggede lidt på en rute hvor det var muligt at komme forbi Råbjerg mile, i hvert fald så man bare kunne se den, men det lykkedes os ikke at finde noget der rigtigt fungerede. Vi vender dog tilbage i foråret og tager en recon mere! Den er jo vildt flot, næsten en skam at cykle lige forbi, uden at få et kig.

Videre mod Hanstholm, og jeg ved godt jeg nævnte det i første beretning, men jeg nævner det lige igen, ligesom jeg vist også fik nævnt det 2 – 300 gange for mine rejsefæller, der er altså flot derude på vestkysten mod nord, vildt flot! Efter godt 5 timer (4 på rammen) stod den på frokost og det blev på Café Lilleheden i Hirtshals, mere kaffe, burgere og stjerneskud! Det var topklasse.

Det lange stræk til Skagen – så mange indtryk!

Efter frokost, og med lidt tunge maver, skulle vi så igang igen mod Skagen, igen vildt flot område og nogle virkeligt lækre passager Peter havde fundet, det er altså virkelig en fed tur! Ved byen Skiveren er det slut med at køre langs kysten, der er simpelthen ikke nogle stier ude langs vandet det sidste stykke, kun strand, det kan køres på Fatbikes, men ikke på CX cykler. Så vi kørte ind over landet mod Hulsig, og så ellers op til Skagen.

Lige inden Skagen kører man ind i det sidste stykke naturområde på ruten, Skagen klitplantage, en virkelig flot kulisse som afslutning på en oplevelsesfyldt tur. Jeg tror faktisk ikke jeg helt har fordøjet alle indtrykkene endnu, det er virkelig en fantastisk tur. Fra klitplantagen er der ca. 5 kilomter på Asfalt indtil byskiltet, ikke at vi som sådan havde kørt skiltespurter på turen, men…. jeg stak et par kilometer ude, det gad de gamle sgu ikke, så de rullede i mål stille og roligt.

MÅL! – top service i Nord – Vestjylland!

Velankommet til Skagen, havde Peter fået netværket at vi kunne komme ind i den lokale svømmehal og tage os et dejligt varmt bad og klæde om, mega flinkt af halinspektøren sådan at køre ud en sen lørdag eftermiddag og lukke os ind, igen, de kan noget med service derude vestpå! Det var fedt at gennemføre, vi var i “mål” ca.17:30 og efter bad klokken 18 strøg vi ned på Jakobs, hvor vi fik en øl og noget at spise.

FUCK en fed tur – det bliver 99% sikkert til et cykelløb til foråret, så hold med AoC – vi er lige igang med at få styr på de sidste detaljer inden vi kan gå i luften, det bliver mega fedt. Gider man ikke vente på at vi arrangerer turen, så kan jeg sådan set også godt anbefale at man tager op og kører i området selv, det er sindsygt fedt! Herunder 3 glade (og trætte) gutter, der kører de sidste 100 meter ind i Skagen by.

God vintertræning derude! 

Allerede inden den her radar-baglygte-enhed kom på markedet, var meningerne mange om produktets brugbarhed, og om det ikke bare var et gimmick for at sælge en absurd dyr baglygte med Garmins kendte logo på, nu er produktet ikke længere helt nyt. Der er allerede skrevet virkeligt mange ord om denne enhed på nettet, den her artikel er ikke en decideret test, men en beskrivelse af hvordan jeg har oplevet enheden i brug.

Af: Keen Frisk – Foto + Video: DC Rainmaker

Kort om Garmin varia

For dem, der ikke måtte vide det, så handler dette her om en *meget* avanceret baglygte… – men så igen, egentlig er baglygtefunktionen lidt subsidiær i dette tilfælde (i særdeleshed fordi de danske lygteregler ikke tillader denne enhed brugt som eneste baglygte…) Når ret skal være ret, kalder Garmin det faktisk heller ikke en baglygte, men radar (det andet lød bare sjovere)

Lygtefunktionen dækker nemlig over, at der i enheden tændes en række (røde) LED-pærer, jo tættere en bil (eller et objekt af nævnte størrelse, eller større) nærmer sig enheden. Denne funktion understøttes af flere af Garmins computere og ure, således at rytteren kan få en advarsel på sin skærm når et større bagfrakørende objekt nærmer sig.

I brug

Jeg har læst mange steder, at man har haft problemer med at parre denne enhed med andre produkter. Det problem havde jeg ikke – og jeg syntes faktisk, at enheden fungerede rigtig godt, jeg har selvfølgelig også brugt Varia med en nyere Garmin 520, så måske derfor jeg har undgået problemer?

Når en bil nærmer sig bagfra får man den første advarsel cirka 140-150 meter før den er oppe på siden af en. I starten skulle jeg lige vænne mig til, at min skærm lyste op, og agerede mærkeligt – men efter et ganske kort stykke tid vænnede jeg mig til, at jeg hele tiden vidste hvornår en bil kom op bag ved mig. Ret hurtigt blev jeg bange for, at det ville blive en sovepude for mig, da jeg så måske bare kunne flytte fokus væk fra trafikken, og sætte mig til at dagdrømme.

Det er selvfølgelig noget mentalt man lige skal have styr på, men personligt har jeg den holdning, at man aldrig 100% skal stole på den slags udstyr – for det er sjældent helt fejlfrit, og det er den her heller ikke.

Et sted, hvor den virkeligt møder sin begrænsning er, hvis en bil kommer ud fra en sidevej bag dig, indenfor de 140-ish meter, de bliver simpelthen ikke fanget af den, og sidder man og lægger al sin lid til enheden, så kan man godt blive overrasket. Der var et par enkelte andre tilfælde, hvor jeg ikke fik min ’heads-up’ – men jeg har haft ret svært ved at finde et mønster i dem, og kan derfor ikke påpege præcist hvad der har givet disse udslag. Overordnet set, er det dog min klare vurdering, at man bliver advaret om et sted mellem 90 og 95% af alle bagfrakørende biler – og dét er jeg personligt meget mere end tilfreds med at opleve!

Jeg ville virkeligt gerne, at enheden også kunne fange knallerter og egentlig også andre cykelryttere, uden det dog er en stor gene at blive “overrasket” af en medcyklist, knallerter derimod, dem er jeg lidt mere træt af… Lyden er tit svær at høre, før de er meget tæt på, og på en cykelsti er det altså et meget bredt køretøj der lige pludselig skal forbi ens eget (mere eller mindre omfangsrige) korpus. Det ville ikke gøre mig noget at tolerancen blev justeret så mindre køretøjer også dukkede op.

Brugbarhed

Det ovenstående er en så objektiv tilgang til det som jeg kan frembringe – nu vil jeg så give mit bud på et svar på, hvor brugbar denne her enhed egentlig er:

• Den korte version er, at den kan redde dit liv!
• Den lidt længere version er, at den kan redde dit liv flere gange!

Det kan den fordi den kan hjælpe dig til at køre ind til siden når der kommer en bagfrakørende bilist, og den hjælpe bilisten til at se dig tidligere end han måske ellers ville. Dén slags er virkeligt svært at stille sig kritisk overfor! Jo, prisen er høj – den er faktisk meget høj, men mange af os kvier os ikke et sekund med at smide det samme beløb efter hvad-som-helst-andet at sætte på vores cykel. Ja, den her får os ikke til at køre hurtigere, men det er min klare vurdering at den øger sikkerheden for cyklisten.

Enheden kan også bruges med sit eget lille display, og kan derfor også sættes på børnenes cykel i de mørke måneder – så de kan være ekstra opmærksomme i de mørke områder, som der jo altså er en hel del af i lille DK, skulle min dreng pendle på cykel et sted uden cykelsti om vinteren, så fik han sådan en lygte her.

Konklusion
Prisen kan aldrig blive et issue i denne diskussion, og produktet er virkeligt godt – så lad det være et spørgsmål om holdninger, på linje med brug af sikkerhedssele eller cykelhjelm.

Jeg kan ikke finde nogen grund til ikke at anskaffe sig en Garmin Varia, det skulle da lige være at man kun cykler i byen hvor der er cykelstier og oplyste veje og aldrig på landevejen.

Pris: 1199 kroner eller 1999 kroner hvis du vil have den lille headunit med.

I weekenden var det blevet tid til flere crossløb, idet Aalborg havde stillet en bane op lørdag, og Hobro stod for søndagens udfordringer. Søndagens løb var samtidig 2. afdeling af Post Nord Cuppen.

Af: Rikke Lønne | Foto: Lars Rasmussen

Efter 4 timer i bilen lørdag formiddag, landede jeg i Aalborg, hvor jeg lige skulle rettes ud i fuld længde (ja, ja, grin I bare :) ), før jeg fik samlet cyklen og sat mig til rette på den. Vejret føltes ikke helt så koldt som frygtet, og regnen stod da heller ikke ned i lårtykke stråler. Dog var underlaget blevet godt vådt, så jeg var meget spændt på, hvordan min mudder-debut ville gå.

Som optakt til løbet havde arrangørerne annonceret, at der kom en stærk polsk damerytter til start, og at jeg dermed ville få ”uventet hård modstand”. Jeg tog det som et kompliment, og jeg glædede mig til at se, hvad hun kunne. Min plan var at lægge mig på hjul af hende så længe som muligt og forsøge at følge hendes spor og lure teknik af, og når hun så viste sig for stærk, måtte jeg kapitulere og kæmpe mig igennem resten af løbet på bedst mulig vis.

Et lille blandet damefelt udfordrer arrangøren

Hele damefeltet (det meget store felt på 6 ryttere i blandende klasser ifølge resultatlisten) startede 15 sekunder før U17 rytterne og 30 sekunder før alle H rytterne. Vi havde derfor masser af plads at boltre os på i starten. Det var dog en stakket frist, for de der U17 ryttere kører satme stærkt! Det havde nok været mere optimalt for dem, hvis ikke vi havde ligget i vejen.

Der er ikke nogen helt klare regler for i hvilken rækkefølge felterne skal starte i, men en dameklasse der inkluderer dame A er en “UCI klasse”. Da U17 ikke er en UCI klasse, så vil man normalt give UCI klasserne forrang. Dagen efter i Hobro startede U17 dog først, så meget for den tommelfingerregel… I næste post-cup i Fredericia vil H klasserne i øvrigt få deres egen start, det giver forhåbentlig lidt mere ro på ruten.

Jeg fik en rigtig god start, og lå forrest i de første sving, ned ad en skrænt, ud langs en boldbane (med det første lille mudder/vandbad), rundt om et par hjørner og hen til banens første rigtige udfordring – kør rundt om et elskab (eller hvad pokker det nu var, der var sat op). Sporet gik over en lille høj, hvor skabet stod på, ca. en meter ned og hurtigt op igen. Jeg kom ikke op, så jeg måtte klikke ud og forsøge at komme helt op og ned igen og videre.

Jeg kunne dog ikke klikke i igen og var ved at styrte – om jeg var endt ud over styret eller ud til den ene side, er jeg faktisk i tvivl om. Jeg fik dog afværget styrtet, men smadrede på skift fødder og knæ ind i pedaler og stel. Av, av. For lige at toppe situationen, havde nogle af de andre tøser luret, at man kunne hoppe af cyklen og løbe rundt om det der elskab oppe på selve højen, så man undgik at skulle ned og op ad den (meget) lille skrænt, så de var kommet foran mig og drønede derudaf. Jeg måtte lige bruge lidt tid på at ømme mig og beslutte, om jeg skulle køre, eller om jeg havde slået mig for meget. Et øjeblik virkede det faktisk som den bedste ide hurtigst muligt at hoppe af cyklen, pakke bilen og køre igen. Øjeblikket passerede heldigvis relativt hurtigt, hvorefter jagten blev indledt.

Den annoncerede polske modstand var til at overse…

Til min (meget positive) overraskelse lå Kristina Thrane i front, og fokus blev lagt på at hente hende. Min overraskelse gik på, at jeg jo inden løbet havde forventet at se den polske rytter, Agnieszka Bacinska, flyve afsted. Hun viste dog ikke rigtig tænder på noget tidspunkt, og efter jeg hurtigt fik hentet hende efter mit stunt, så jeg hende ikke igen. Jeg indhentede Kristina i starten af anden omgang (tror jeg nok – høj puls og god hukommelse hænger ikke altid sammen :) ), og da vi kom til et længere tonserstykke på græs, rykkede jeg fra hende.

Derfra holdt jeg fokus på at øve svingteknik samt af- og påstigning med høj puls. Jeg sloges lidt med et par af drenge- og herrerytterne i forsøget på enten at følge med dem eller forsøge at overhale enkelte af dem. Om det var min egen indre kamp, eller de også følte det som en lille kamp derude, er jeg ikke helt sikker på. Jeg havde det dog sjovt imens, og de hurtige drenge, der kæmpede om placeringer, lod jeg bare passere – deres kamp skulle jeg ikke blande mig i, og selvom jeg forsøgte at hænge på dem, kørte de fra mig!

Den for mig største udfordring i Aalborgs løb var en laaaaaaaaaang sandkasse med meget løst sand. Under opvarmningen kom jeg igennem den på første runde, mens jeg på anden runde ikke nåede at klikke ud, før jeg faldt blot 3 meter før enden af sandkassen! Jeg så flere, der kastede cyklen på skulderen og løb i stedet, og det så noget hurtigere ud end mine ynkelige forsøg på at køre igennem det. Vi skulle ud på 8 (!!!) omgange, så for at holde sand ude af cyklen samt for at (forsøge at) holde tempoet oppe, besluttede jeg at løbe igennem sandet. Jeg tror på, at det var den bedste løsning for mig, og det lykkedes mig for første gang nogensinde at få cyklen godt placeret på skulderen, så jeg rent faktisk følte, at jeg havde styr på den. Så var 8 omgange pludselig en god ting – gratis træning i løb med cykel med en meget øm skulder / nakke til følge.

Løbet endte med en førsteplads, og på trods af startvanskelighederne og mine betænkeligheder ved sandkassen og mere og mere mudder undervejs i løbet, var det en virkelig fed rute of en fed dag – det er altid fedt at vinde!

Kolde fødder og hænder i Aalborg!

Søndag stod den på 2. afdeling af Post Nord Cuppen. Det havde regnet hele natten, og temperaturen lå kun lige over frysepunktet, men vinden stormede og chillfaktoren fik det til at føles som et godt stykke under frysepunktet! Puha, hvorfor var det lige, at jeg kastede mig over cross?

I modsætning til lørdag skulle vi starte sidst. Det virkede umiddelbart som en rigtig fin disponering, idet banen var fuld af sving, opkørsler, nedkørsler og 2x sandkasse (!!!). Hvad jeg i min begejstring for ikke at skulle overhales af en masse ikke lige havde overvejet var, at så startede vi jo også (godt nok kun men stadig) 30 sekunder senere end beregnet! Og under første del af ruten opstod der selvfølgelig et lille knudepunkt, hvor vi pludselig var nødt til også at stoppe op og hoppe af cyklerne på et sted, der ellers var til at cykle over. Ih, øv, jeg vil bare gerne afsted og have varmen!

Jeg hundefrøs fra start til slut. På den ene side var det en rigtig god ide at køre banen igennem inden start, for den var ikke helt ligetil. På den anden side var det virkelig dumt, for jeg havde gennemblødte sko og meget kolde fusser allerede før vi startede. Ydermere mistede jeg totalt følelsen i mine hænder på første omgang. Der var derfor virkelig langt hjem uden kontrol over gear og bremser, og mine hænder gjorde bare mega ondt i kulden. Igen: Hvorfor er det lige, at jeg udsætter mig selv for det her? – og mandag kunne jeg så læse at redaktøren på AoC er ved at teste hånd og fodvarmere på bloggen… UGGI – dem kunne jeg godt have brugt (og testet) i Hobro!!! Just saying…

Hatten af for Mie, der lige havde det sidste på en kold dag.

Nå, kulden var jo ens for os alle, men jeg tænker dog, at jeg næste gang må tage mere tøj på. Dels glæder jeg mig enormt til at få min nye #Verge vinter crossdragt hjem, og dels skal jeg vist også lige have både løse ben og varmere handsker på næste gang!

Efter et par omgange på hjul af Mie Saabye føltes det som om jeg fik lidt varme i kroppen igen. Jeg var ikke presset i bund, og det var tid til at forsøge at rykke fra Mie. På andensidste omgang ville jeg forsøge lige inden første sandkasse, men jeg tøvede for længe, og så røg momentet. I sidste tekniske stykke inden mål valgte jeg så at lægge mig ned i et sving (styrt vil jeg dårligt kalde det), og Mie fik et stort hul. Op på cyklen og efter hende. Halvvejs på banen lykkedes det mig faktisk at indhente og overhale hende, hvorefter vi røg direkte ned i den sidste sandkasse.

Den kørte hun super flot igennem, mens jeg fuckede den godt og grundigt op. Min jagt blev derfor endnu en gang indledt, og lige inden sidste tekniske stykke før mål, nåede jeg foran for en meget kort bemærkning, hvorefter Mie pressede sig ind foran igen og ind på det tekniske stykke. Jeg forsøgte at komme forbi, men det lykkedes ikke, og selvom jeg havde lidt mere fart på opløbsstrækningen, så var den for kort til at jeg kunne forbi hende. Mia vandt derfor med en halv meters penge. Super flot kørt!

Jeg må hjem og øve mig, for at undgå alle de dumme fejl. Jeg tog dog en masse gode ting med fra weekenden. Mine første sandkasse-løb er nu klaret, og jeg har (sådan nogenlunde) fundet ud af, hvornår jeg bare skal træde mig igennem, og hvornår det er bedre at hoppe af og løbe med cyklen på nakken. Jeg har kørt i mudder og kulde og snevejr (det begyndte at sne mens vi kørte søndag :O ) i korte rør, og selvom jeg frøs, var det ikke benene, der havde det værst lige hvad kulde angik!

Konklusion: Selvom jeg bander mig selv langt væk specielt lige inden starten i kulde og regn, er det jo sjovt nok til, at jeg gør det igen. Og igen. Og igen. Ups :)

PS: Der har været meget snak om tidstagningen, vi citerer lige Anders Bro Bystrup der har skrevet denne kommentar til det med tiderne til CX løbene i Jylland.

Vedrørende resultaterne fra weekendens cyklecross-løb i Aalborg og Hobro:
Som mange har bemærket, er der åbenlyse fejl i resultatlisterne for begge løb. At der har været rod med resultaterne i samtlige crossløb i DCU Distrikt Jylland/Fyn i denne sæson, er højst utilfredsstillende for alle parter for at sige det mildt. Som medlem af DCU Cyklecrossudvalg for Distrikt J/F påtager jeg mig et ansvar for at få løst problemerne. Hverken udvalget eller jeg har dog nogen myndighed i forhold til beslutninger omkring tidstagningen, men jeg skal gøre alt hvad jeg overhovedet kan for at trække i tråde og lægge pres på for at få problemerne løst. 

Redaktøren har været ude i den begyndende vinter og prøve 7 forskellige vinterjakker. Vi har forsøgt at finde jakker med forskellige karakteristika, og i forskellige prisklasser. Jeg vil ikke forsøge at sammenligne dem eller fortælle hvilken jakke jeg synes er bedst. Det vil variere fra rytter til rytter, funktionalitet, udseende og pris vægtes meget forskelligt. Hvad jeg kan sige helt overordnet er at alle jakkerne vi har prøvet er i god kvalitet, og har været rare at cykle i. Testeren er 186cm høj og er lidt vinterfed med en kampvægt på 88 kilo. 

Af: Uggi Kaldan | Foto: Jesper Bjerring – AltomCykling.dk

Castelli Perfetto – 1479 kroner

Castellis Perfetto skal nævnes først; – jakken er en videreudvikling af den nu legendariske Gabba jakke. Da Castelli præsenterede Gabbajakken revolutionerede de nærmest prof-feltet. De første Gabba jakker kunne ikke printes i teamdesign, de var derfor bare sorte. Det var en fordel for de proffer der ikke havde Castelli som sponsor, jakkerne var nemlig så gode at når det regnede, så kørte alle i Gabba. Havde man ikke Castelli som tøjsponsor, så stregede man bare det røde logo ud med en sprittusch… totalt civil ulydighed. Som seer kunne man dog godt regne ud, at de sorte jakker hele feltet pludselig kørte i, var Castellis Gabba. Det bemærkede tøjproducenterne og sponsorer naturligvis også, og hurtigt producerede de deres egne Gabba lignende jakker, men Castelli skal have credit for at være de første.

Tekniske detaljer

Perfetto er en tynd skaljakke med utroligt gode åndbare egenskaber, samtidig med at materialet er super elastisk. Det giver en god tæt pasform og fremragende komfort. Det der ligner lommer på forsiden af jakken er “åndehuller” der kan lynes op, så når du føler du begynder at blive lidt klam under jakken (f.eks. umiddelbart efter et interval) – så kan du åbne op på fronten og lukke lidt luft ind – og noget damp ud.

De sorte paneler under ærmerne er ligeledes ekstra åndbare. Jakken er vandtæt, vindtæt og åndbar, har et lækkert snit med en lang smæk bagtil, samt en fin høj halskrave. Desuden er jakken coatet, hvilket betyder at vand perler af, og ikke optages i materialet. En hurtig anbefaling herfra: følg vaskeanvisningerne og brug vaskemiddel udviklet til membraner, så holder coating og membran væsentligt længere.

Perfetto kan foldes sammen så den kan være i en baglomme, den langærmede udgave, som vi tester her, fylder dog en del når den er foldet. Til sommerbrug anbefaler vi derfor den kortærmede version, der lettere kan pakkes sammen i baglommen. Perfetto fåes i øvrigt i flere forskellige farver, bl.a. også signal gul, hvis man ønsker sig en jakke der er ekstra synlig på landevejen til vintertræningen.

Castelli logoet på bagsmækken er refleks.

Oplevelse af jakken

Jakken er afprøvet i solskin omkring 0 grader og i let regnvejr omkring 5 grader, begge gange med en tynd uldundertrøje under, her performede den perfekt, særligt de ekstra udluftningskanaler i fronten var brugbare under intervaltræning hvor intensiteten varierer.

Jakken har et lækkert snit. På billedet står jeg i en str. XL… til sommer når der er smidt et par kilo kan jeg sikkert køre L – men til vintertræning er det rart at der er plads til et isolerende lag under jakken (og lidt ekstra plads til maven). Jakken ånder utroligt godt og er samtidig ok varm, med en tyk undertrøje under ville jeg kunne bruge denne jakke ned til -5 grader, samtidig er den ikke tykkere end at den også er funktionel på en kold / våd sommerdag.

En meget alsidig jakke.

Set hos Ciclismo.nu til 1499 kroner

Sugoi RSE Alpha – 1567 kroner

En foret cykeljakke? Ja det tænkte jeg også da jeg hørte om det, skulle det nu være smart? Ret smart faktisk!. Personligt synes jeg jakken er super fed, det er frækt med det blanke look, og så sidder den godt til kroppen, selvom de røde dele af jakken (der er forede) ikke er elastiske, det er de sorte paneler derimod.

Tekniske detaljer

Foret cykeljakke, med elastiske paneler. Jakken er rimeligt vindtæt, dog ikke i siderne. Det er en meget let jakke, hvilket den ikke umiddelbart ligner og så ånder den rigtigt godt.

Der er en lille brystlomme, hvor man godt kan have sin telefon, og så er der to baglommer med “sideindstik” – begge er store og rummeligt og med lynlås.

Jakken har desuden “off centered” front lynlås der skulle gøre at vinden ikke trænger ind gennem fronten så let.

Oplevelse af jakken

Jeg er blevet virkeligt overrasket af den her jakke, som er utroligt behagelig at cykle rundt i. Den er varm, samtidig med at den er meget åndbar. De store paneler der ikke er vindtætte hjælper naturligvis også på åndbarheden, men betyder også at jakken ikke er så varm som man skulle tro, og faktisk vil jeg kun vurdere den til at være marginalt varmere end f.eks. Perfetto fra Castelli herover, til gengæld ånder den bedre, da den ikke har en vandtæt membran. Trods det det røde materiale ikke er elastisk så giver de elastiske sorte paneler en god pasform, bemærk at de går helt ned til ærmeenderne.

De vertikale lommer bagpå fungerer godt, selvom det kan være besværligt at lyne en lynlås op hvis man har store luffer på, og så er jeg altid lidt bekymret for lynlåslommer, særligt på en vinterjakke. Jeg har en tendens til at pakke ALT muligt ekstra med, og tage handsker, hue osv. af og på og af og på, så jeg bruger lommerne rigtigt meget om vinteren.  Jeg kan godt være lidt bekymret for om lynlåsene holder på sigt.  Funktionelt fungerer lommerne dog godt, når man har lynet op, er de lette at komme i, og der er som sagt god plads. Vil gerne lige præcisere at jeg ikke har oplevet problemer med lynlåsene, og måske er min bekymring helt uberettiget, synes dog jeg ville nævne det.

Det er en overraskende en god træningsjakke ned til omkring frysepunktet, det er ikke alle der vil mene den er varm nok til minusgrader, jeg kunne nok godt køre i den på en solskinsdag i minus 2 – 4 grader. Jeg er overrasket over at jakken ikke er varmere end den er, omvendt, så er den virkelig lækker til træning, ved temperaturer ned til omkring frysepunktet. Jeg står i en størrelse L, så Sugoi Alpha jakken er altså “skandinavisk” i størrelserne.

En overraskende god og lidt anderledes jakke. Fåes også i sort.

Set hos Cykelpartner.dk til 1599 kroner

ENZO team jakke – 1099 kroner

ENZO er et nyt cykeltøjsmærke grundlagt i Aarhus i 2016, tøjet er produceret i Italien og vi har tidligere på AoC testet deres sommertøj, så selvfølgelig skulle deres vinterjakke også med i denne artikel. Her er deres første bud på en vinterjakke. Designet kan vel bedst beskrives som inspireret af “Find Nemo”… men det kan du sagtens ændre på, alle ENZOs modeller kan bestilles som teamtøj, i eget design.

Tekniske detaljer

Her er tale om en helt klassisk vinterjakke, i foret elastisk materiale, der både er vandtæt, vindtæt og rimeligt åndbart.

Jakken AoC har fået tilsendt er en prototype, så der er et par detaljer der ikke helt er som de bliver på den endelige version, hvor jakken bliver udstyret med en lidt kraftigere lynlås på fronten, samt en vandtæt lynlåslomme til telefonen bagpå, samt lidt ekstra reflekser.

Materialet er en meget tyk og varm fleece, fint rummelige lommer bagpå, og ok høj hals. Ikke så mange dikkedarer, en klassisk varm vinterjakke.

Oplevelse af jakken

Jakken er den tykkeste og varmeste af jakkerne vi har med i artiklen her og kan sagtens bruges i minusgrader. Jakken har været brugt i både regnvejr og frost og performede godt begge steder. Den er dog VARM, så her er tale om en jakke til frossenpinden eller dem der stadig kører når det virkelig er koldt.

Kører du intervaller og det er over 5 grader vil det sikkert give dig sved på panden og kroppen. Redaktøren står i en størrelse XL, så jakken ligger størrelsesmæssigt et sted mellem Castelli og Sugoi i størrelserne.

En lækker varm jakke til en attraktiv pris.

Set hos Enzo Cycling til 1099 kroner

ALé Klimatik 4season – 1399 kroner

ALé jakken er endnu en jakke der kan bestilles som teamjakke. Producenten kalder den 4season, måske i Syditalien… her er tale om en tynd jakke, en decideret skaljakke, den er meget tynd. Det gule materiale er ikke elastisk, men det er det sorte materiale. Jeg står i en XL og den sidder TÆT, så det er en ægte italiener.

Tekniske detaljer

Jakken er en decideret skal / regnjakke, der kan bruges hele året som yderlag. Der er stort ingen isolering i jakken, så det den kan er at være vandtæt, og let! Jakken kan uden problemer rulles sammen og puttes i baglommen af træningstrøjen.

De gule flader er ikke elastiske, og jakke er ekstremt “race cut” – det vil sige smalle ærmer og meget kort fortil. De sorte paneler er elastiske, men snittet og placeringen af de elastiske materialer gør at jakken ikke justerer sig på samme måde som f.eks. jakken fra Sugoi, selvom princippet med blandingen af elastiske materialer og ikke elastiske er det samme. Det er vigtigt at købe den rigtige størrelse, man klemmer sig ikke ned i den her model, hvis den er et nummer for lille.

Vandtæt, åndbar og elastisk, samt utroligt let! Der er ikke noget stof på indersiden af jakken, så man har membranen direkte mod huden hvis man ikke har et lag tøj under. Derfor vil jakken ikke være behagelig at have på alene. Alle jakkens syninger er tapede, hvilket gør den super vandtæt, ligesom de ikke elastiske flader holder til større vandsøjletryk end materialer der er elastiske.

Oplevelse af jakken

At kalde det en vinterjakke er lidt en tilsnigelse, det er en skaljakke der vind og vandtæt og derfor kan bruges som yderlag, også om vinteren. Med sine tapede syninger er den på papiret mere vandtæt end f.eks. jakker af “Gabba” typen, og kan derfor også bruges til at pendle på arbejde, med sit almindelige tøj under, som helt sikkert ikke bliver vådt, selv hvis det regner, åndbarheden er ligeledes i top.

Jeg har kørt 2 kortere ture i jakken, i regn og omkring 0 grader, jakken sidder virkelig godt når man sidder på cyklen, og bøjer sig ind over styret. Her er ikke noget stof der blafrer i vinden, på trods af at materialet er meget tyndt og let. Lækker lang smæk bagtil, beskytter bagdelen mod vand fra baghjulet. Manglen på refleksdetaljer trækker lidt ned, men det kan man evt. tilføje hvis man overvejer jakken.

En super overtræksjakke hvis man ikke kan få det tyndt nok, og hvis man tager nok lag på indenunder, så kan den også bruges ned til frysepunktet. Under 0 grader vil jeg anbefale et foret / tykkere alternativ.

Jakken vil kunne bruges hele året, også i baglommen til motionscykelløb, hvor der måske er lovet lidt regn ude på ruten. Denne jakke vil være en stor upgrade fra de billige tynde overtræksregnjakker, der blafrer og gør ved, og vil også kunne bruges som vinterjakke, men det er ikke et oplagt valg til danske forhold.

Meget vandtæt, let og alsidig jakke.

Set i Webike til 1409 kroner

Rapha Winterjacket – 2700 kroner

Lad os bare starte med at påtale de to åbenlyse elefanter i rummet – Rapha jakken er den uden sammenligning dyreste jakke i testen, og den størrelse M redakdøren har fået tilsendt er et nummer for lille! En L havde været perfekt, så Rapha er tight fit, men det er ikke italiener størrelser.

Tekniske detaljer

Vandtæt, vindtæt, åndbar og elastisk vinterjakke fra Rapha, selvfølgelig produceret i et materiale de selv har udviklet og ikke en standard italiensk metervare.

Avanceret pasform, ærmer der er syet efter hvordan armene bøjer, svært at forklare, det nærmeste jeg kommer en beskrivelse af følelsen er når man tager en skræddersyet habitjakke på. Fint høj hals, off center lynlås, og ærmer med “indsyede” manchetter ved afslutningerne.

Udluftnings åbninger under ærmerne, der kan åbnes og lukkes med vindtætte lynlåse.

Vandtæt lomme på baglommen der uden problemer kan æde min Samsung Galaxy S6 – samt mulighed for at hive en ekstra lille stofsmæk ud i lyserødt stof der beskytter bagen (og har et Rapha refleks logo på trykt), derudover små refleksdetaljer på ærmer, skuldre og sider.

Alle syninger er enten tapede eller svejsede.

Oplevelse af jakken

Jeg har cyklet 2 meget korte ture i jakken, og så har jeg fået én god ven af bloggen til at tage den ud på et par længere ture, en rytter der bedre kan passe jakken end jeg kan, så der kommer en lidt mere udførlig artikel om jakken, her om et par uger.

Hvad jeg umiddelbart kan sige er at jakken har en utroligt lækker og flot pasform. Den sidder virkeligt flot, også selvom den lige er nummeret for lille, det minder næsten om en skræddersyet habitjakke. Rapha har valgt de dyre løsninger hele vejen rundt, hvilket også er forventeligt med en jakke i det her prisleje.

Åndbarheden er god, og så er jakken super vandtæt. Jeg kunne godt have ønsket mig lidt større reflekser bagpå i forhold til at det er en vinterjakke, og så ved jeg ikke helt hvad jeg skal mene og det tynde stykke stof man kan rulle ud som “ekstra” beskyttelse bagtil. Det er selvfølgelig figursyet så det smyger sig smukt om ens popo… men ja, det kan altså også godt blafre når vinden blæser, det kan tyndt nylon stof. Det må være en smagssag om man synes det er smart, som det ses kan det pakkes væk hvis man ikke bryder sig om det.

Tapede syninger, små lommer til de vigtige ting (telefonlomme bagtil, lille lomme til ens kreditkort mv. foran) og et virkelig flot snit, efterlader ingen tvivl om at dette er en højkvalitetsjakke. Jeg er sikker på man vil blive glad for at købe denne jakke, og føle den er pengene værd. Den virker uopslidelig, og designet tidløst.

En rigtig god vinter / skaljakke.

Set hos Rapha til 2700 kroner.

Fusion S300 – 1400 kroner

Endnu en foret jakke fra danske FusionWorld. Den hedder S300 og en er en enkel klassisk jakke med fine detaljer og gode materialer. Jeg har en str. L på, og den passer rigtigt godt, så Fusion kører altså skandinaviske størrelser.

Tekniske detaljer

Jakken fåes kun i sort som det ses på billedet, den er vandtæt, vindtæt, åndbar og foret.

Vindtæt lynlås på fronten, 3 klassiske lommer bag på, med reflekskant, samt en smæk der går ned bagpå, ligeledes i refleksmateriale, ærmerne er med klassisk afslutning og har refleksdetaljer. Der er også reflekser på skuldrene.

En enkel, og samtidig funktionel jakke.

Oplevelse af jakken

Jeg har kørt omkring 8 ture i jakken her, og den er rigtig lækker at træne i. Når det er over 5 grader bliver den form varm til hårde intervaller synes jeg, men på det her tidspunkt af året kører jeg ikke så mange af den slags, så det er helt fint (for mig).

Ydermaterialet er elastisk og pasformen er god, jakken er ikke super racefit (læs figursyet) – men i min nuværende form gør det absolut ikke noget, og for mange vil det være rart med en lidt løsere fittet jakke om vinteren. Indersiden af jakken er opkradset fleece og jakken har en god balance mellem varme og åndbarhed.

Det mærkes dog når man kører med høj intensitet at reflekserne på skuldrene ikke er åndbare. Det er det første sted hvor der bliver dannet kondens under jakken, de panaler bør de overveje at lave lidt mindre hos Fusion, eller i et åndbart materiale, ud over denne lille detalje, som jeg på ingen måde mener er en dealbreaker, det er er bare et sted der kan forbedres.

Her er en lækker vinterjakke, der sidder godt.

Set hos FusionWorld til 1400 kroner.

Northwave H20 Extreme – 999 kroner

Som sagt – alle producenter har lavet en Gabba jakke – og det er helt forståeligt, for som jeg nævner ovenfor, så er denne type jakke utroligt alsidig og kan næsten bruges hele året. Ligesom Castelli er Northwave jakken en elastisk, vandtæt og åndbar jakke. Derudover er H2O extreme jakken en del af Northwaves “teamtøj” program, så jakken kan altså bestilles i eget design. Jakken er en str. L og jeg vil sige den minder utroligt meget om Castellis str. XL, så altså lidt mere skandinavisk i størrelserne. Det gør ikke noget.

Tekniske detaljer

Tynd skaljakke med god elasticitet, udluftningskanaler under armene der leder luft ind i jakken, så man ikke “koger over”. Jakken er lidt tykkere end Perfettoen fra Castelli og som sagt vandtæt, vindtæt og åndbar. Jakken vi har fået til test er signal gul, så den er let at se. Derudover er de sorte striber på bagsmæk og skuldre refleksmateriale, for at øge synligheden når det er mørkt. Fin lang smæk, som jeg ikke lige har fået hevet helt ned på billedet bagfra (beklager) – og gode lange ærmer.

Jakken er desuden coated således at vandet “perler” af når det regner. Sådan en coating holder ikke evigt, men for at få den til at holde længst muligt, kan man sørge for at vaske jakken med det samme når den er blevet beskidt (så skidtet ikke tørrer ind) samt vaske den med særligt vaskemiddel der beskytter membraner og coatings og ikke på over 30 grader. Både vandtæthed og åndbarhed bliver hurtigt væsentlig forringet hvis man ikke passer ordenligt på jakker af den her slags, bare et venligt råd (igen – og ja, jeg nævner det 2 gange, fordi jeg selv har spoleret et par jakker alt for hurtigt, fordi jeg ikke tog vaskeråd seriøst).

Oplevelse af jakken

Kørte med jakken fra Hirtshals til Skagen på et lille gruseventyr med nogle gode venner, her performede den super godt. Det var ca.8 grader og med en almindelig svedundertrøje under, der var jakken bare super. Når man står stille så bliver sådan nogle tætsiddende jakker dog hurtigt kolde (fordi overfladen bliver kold og sidder tæt på huden) – så har man intet isolerende på under, så skal man sørge for at der er lidt intensitet på, ellers kan man godt blive kølet ned hurtigt.

Jeg har også kørt en kortere tur i regnvejr med jakken og her var den vandtæt, ligesom coatingen der er på, fik vandet til at perle af. En dejlig funktionel jakke, til en skarp pris.

Set hos CyclingFreak BikeStore til 999 kroner

Det er off-season – og så kan man jo godt gå og tænke lidt på sæsonen der kommer, og sæsonen der er gået… 

Af: Jeppe Tolbøll | Foto: Privatfoto

6500 kilometer

Tidligere på sæsonen havde jeg et løb i Randers hvor jeg fik defekt efter 5 kilometer, udover den massive skuffelse over ikke at kunne køre ræs når formen var god, var det også skide irriterende at bruge knap 2 x 2 timer i bil og 340 kilometer, for at køre så lidt cykelløb.

Da jeg så kom hjem, begyndte jeg at tænke over hvor mange timer jeg egentlig bruger på at køre bil for at komme til cykelløb på en sæson, måske burde man faktisk aldrig regne på det tal, men det kom jeg altså til… 

Det endte så med cirka 6500 kilometer. Shit mand, 6500 kilometer har jeg brugt for at komme ud til danske løb i år, og jeg var også en tur i Frankrig i bus, men der kørte jeg dog ikke selv… Det er jo er åndssvagt mange kilometer (og lidt åndsvagt…) og shit mange timer man bruger for at dyrke sin sport – som man iøvrigt ikke får løn for, udover lidt snoldede præmiepenge, og det er vel og mærke kun hvis man formår at køre sig ind i præmierækken.

6500 kilometer svarer til 3 gange til Paris og hjem igen! Den gør det sgu rimelig godt, den gamle Ford!

Nå, men når man tænker på noget det er åndsvagt, så er det god strategi at begynde at tænke på noget andet… 

Alle de prioriteringer…

Jeg var næsten ved at kalde dette her afsnit for “Alle de ofringer…” men helt ærligt, så føler jeg ikke jeg ofrer det store, og det bliver nemt lidt tudefjæs-agtigt, at formulere det. Var jeg prof, kunne man kalde det en ofring, da man fx sagde nej til forskellige ting, for at tjene sin løn. Som de fleste nok ved, er jeg ikke ligefrem prof, og derfor er det ikke en ofring, men en klar prioritering.

For ud over den tid der bruges i bilen, så må der også prioriteres i alle de weekender, hvor der er cykelløb, som uundgåelig kan støde sammen med andre ting, som arbejde, familiefødselsdage, og så videre.

Da jeg startede i 2012, med licenscyklingen, var det ikke altid lige nemt for familien, at forstå hvorfor jeg sagde nej til forskellige familiefester, blot for at køre på cykel. Og det kan jeg så vidt godt forstå, men jeg tror at efter de har set, hvor meget jeg har ændret mig som person (både fysisk, men bestemt også mentalt), så kan de se at det faktisk gør mig gladere, og derfor er der efterhånden kommet en accept.

Faktisk således, at der tit spørges til, om jeg skal køre cykelløb i en given weekend, for så arrangeres familiesammenkomsterne ikke der! Jeg har en ret godt familie og svigerfamilie på det her område, og det skal værdsættes.

Samtidig arbejder jeg jo som handicaphjælper, hvor vi kører et fast rul med 24-timers vagter, fra 9.00 til 9.00, hver 5. dag. Alle kan jo hurtigt regne ud, at det ville give en hel del weekendarbejde, og lidt komplikationer ved weekenderne. Her har jeg så også en masse skide gode kollegaer, der (forhåbentlig) gladeligt bytter vagter med mig, således at jeg kan komme afsted til de cykelløb jeg gerne vil.

Min pointe er nok, at hvis man vil køre 25-30 cykelløb i sommerhalvåret, og gerne hver weekend, så kræver det for mig et supergodt netværk, et forsående netværk endda, og det har jeg! Så er det selvfølgelig også min kone, Michelle, som tager med til næsten alle løb, kun for at skyde billeder af os tosser i tætsiddende lycra, og dyre carboncykler!

Jeg har faktisk slet ikke noget at klage over – vi ses næste år! 

For nogen tid siden blev jeg kontaktet af Asger Granerud, som tilbød Altomcykling.dk at teste et brætspil han havde udviklet ved navn Flamme Rouge! Som brætspil-entusiast, så tiggede jeg om at få lov til at være den som tester spillet, og her er mine tanker omkring spillet, som blev spillet sammen med min kone og svigerforældre.

Tekst: Jeppe Tolbøll | Foto: Jeppe Tolbøll

Kort intro af spillet

Flamme Rouge er et brætspil for 2-4 personer, hvor man har 2 ryttertyper for hver spiller, i form af en Rouleur og en Sprinteur. Rouleuren er en slags all-arounder, mens sprinterurs type næsten giver sig selv ikke?

Hver spiller har 2 bunker af kort, én for hver af sine ryttertyper, som alle har forskellige værdier, som kan bruges til at rykke ens brik fremad med. (Sprinter, få meget høje og flere lave, rouleur, flere mellemkort). 

Målet er at få sin rytter først over stregen, ved at spille sine kort rigtigt, udnytte det at ligge i læ, og når man så angriber, så “træder” man så hårdt, at de andre ikke får mulighed for at nuppe læ bag ens rytter!

Og så er der naturligvis et par regler som jeg kommer ind på lige om lidt!

Banen er sat op – ready to race, ja faktisk er vi allerede lidt igang :) 

Unboxing af spillet!

Spillets indhold er pænt pakket ind i solide pap-plader, hvor prikker sine plader ud. Spillet indeholder:

– 4 spilleplader.
– 21 vendbare plader, som kan bruges til lave forskellige ruter, med forskelligt terræn.
– 8 figurer som kommer i en lille papkasse, så det ikke risikerer at blive knækket.
– 120 energikort som fordeles således at hver rytter har 15 kort når spillet begynder. Kortene har forskellige værdier som man kan rykke frem med.
– 60 udmattelseskort, som de ryttere der tager vinden får, da det jo ikke er gratis at få vind på næsen.
– 4 rutekort som man kan bruge til inspiration – men man kan sagtens lave egne ruter!

Til venstre ses min sprinteur og til højre ses min rouleur.

Reglerne, meget kort:

I følge reglerne starter den person der sidst har været ud og cykle, og i tilfælde af at en eller flere havde cyklet samme dag, så starter den yngste. De regler brugte vi dog kun i første spil, da jeg ellers skulle starte hele tiden. Men sjov lille detalje, at man lige hylder dem der kommer ud på ramme – det fik vi altså et godt grin over. Eller mest mig, men jeg skulle jo også starte.

Personen der starter vælger sine startpositioner først inden starten, og ellers går det med uret rundt indtil alle har placeret sine ryttere. Det var ikke nødvendigvis en fordel at starte først, fandt vi ud af. På billedet herunder er starten lige gået. 

Hvert spil består runder med 3 faser, indtil første rytter er over målstregen. 

Energifasen:
Som jeg nævne så har hver rytterrype 15 energikort til rådighed. Inden rytterne for lov at bevæge sig, i hver runde, tager hver spiller 4 kort for hver af  sine 2 ryttere, og vælger ét kort som man vil bruge i runden, som kun spilleren ved. De restende 3 kort ryger tilbage i bunken af energikort. 

Her bliver spillet lidt tricky, (og sjovt) skal man gå i dødshug med det samme og slå hullet, eller skal man fedtspille nede bagved, og vente på det rette moment, hvor man dog også kan risikere at der opstår huller og man pludselig selv må frem og lukket et hul!

Samtidig kan man risikere at blive lukket inde og derved miste nogle af de felter man havde planlagt at rykke, man kan ikke nødvendigvis spille et kort der lader en rykke 7 felter, hvis der står en eller flere ryttere i vejen!

Bevægelsesfasen:
Når alle spillere har valgt sine kort, afsløres de samtidig, og runden påbegyndes. Man starter med første rytter, som er den rytter der er længst fremme, og ved 2 ryttere på samme position er det altid rytteren til højre som kører først.

Slutfasen:
Den rytter der ligger forrest, om det er i frontgruppen, eller i forfølgergruppen modtager et strafkort i form at et udmattelses-kort. Udmattelseskortet blandes i bunken af energikort, og giver kun 2 felter at rykke. Derfor bliver man på sigt straffet jo mere vind ens rytter har fået, j0 flere udmattelseskort får rytteren tildelt. I stedet for at trække fx et energikort med 7 felter at rykke, kan man pludselig ende med kort der kun giver 2 felter.

Hvis der er opstået huller i bevægelsesfasen, som ikke har større afstand end 1 felt, udnyttes der slipvind og hullet lukkes når omgangen er slut. Er der 2 eller flere felters mellemrum, får disse ikke slipvind, og betegnes som ny gruppe, hvor der altså også tildeles udmattelseskort til forreste rytter. Spillet er på mange måder rigtig simpelt i sin grundform, men man skal ikke lade sig narre!

Der bygges bane!

Hvordan forløb spillet så? Jeg vandt selvfølgelig!

Jeg vandt i hvert fald det første spil, vi spillede. Svigermor lagde hårdt ud med hendes sprinteur og gik i soloudbrud, mens svigerfar, konen og jeg valgte at tage den lidt mere med ro i et par omgange. Pludselig ramte virkeligheden svigermors sprinteur, som måtte æde en masse udmattelseskort, mens hendes energikort hurtigt forsvandt, og inden vi havde rundet 50 % af løbet, var svigermors sprinteur fanget af feltet igen, som stadig var samlet. Herefter var der lidt små udspil fra os alle, mens jeg holdt min sprinteur i ro, dog stadig godt positioneret. Da der så manglede præcis 8 felter for min sprinteur, smed jeg mit sidste energikort med 9 felter der kunne rykkes, og vandt en overlegen spurt! En fantastisk triumf, hvor jeg spillede sikkert og taktisk klogt og…. okay, jeg indrømmer det; jeg anede ikke hvad jeg lavede, og var nok mere heldig end dygtig.

Svigermors sprinteur (sort), jagtes af konens rouleur (grøn), mens felter jager! Min sprinteur (rød) ligger solidt bagerst og er wheelsucker!

I spillet efter fangede svigermor essensen og blev pludselig vinder, med hendes rouleur, mens mine ryttere tabte grumt, og vi derfor måtte tage et lille taktikmøde, om at holde sig fremme, og ikke ligge for langt tilbage!

Herefter prøvede vi at lave ruterne om, så vi nu fik bjerge/bakker og nedkørsler med, som tilføjede nogle ekstra features til spillet. Her vandt konens rouleur så, i tæt kamp med min rouleur, hvilket jeg ikke var tilfreds med, så jeg forlangte endnu et spil, mens svigerfar også var klar på dette! I sidste spil nappede svigermor så igen sejren, men denne gang med hendes sprinteur, og så blev svigerfar og jeg enige om, at spillet egentlig ikke var så fedt alligevel!

Ej, det var selvfølgelig et fedt spil. Jeg kommer fra en familie som spiller mange brætspil, og min svigerinde og hendes mand ejer endda et firma som sælger brætspil, så de er ikke lige sådan at imponere. På trods af det syntes alle at det var et rigtig fedt spil, hvor man faktisk godt kan bruge taktisk fornuft fra cykelsportens verden, til at køre løbet. Fx i spil 2, som konens rouleur vandt, endte hun i et udbrud med svigerfars 2 ryttere, og ved at være kløgtig, men også heldig, endte hun med at snyde dem begge til svigerfars store ærgelse!

Som konen sagde, så fik hun ligefrem pulsen op, når finalerne skulle køres, og hun sammenlignede det med, at når vi om sommeren så Tour de France på TV, og feltet ramte løbets sidste kilometer – som sjovt nok kaldes Flamme Rounge på fransk – så var det den følelse spillet fik frem i hende, det er godt gået! 

Flamme Rouge er i hvert fald et spil jeg kommer til at spille mange gange i fremtiden, og jeg vil uden tvivl kalde det et af mine mest postive spiloplevelser, der vil kunne glæde rigtig mange cykelentusiaster, men bestemt også folk der bare holder af et godt solidt og hyggeligt brætspil.

Det eneste jeg ønsker mig for fremtiden, er at der kunne komme udvidelser til spillet, så man eventuelt kunne få længere baner, anderledes terræn, eller andre typer kort der kunne give lidt krydderi til spillet.

Spillet kan købes ved Snydepels.dk til 205 kr (og ja det er altså mine svigerfamilies firma), men det er den billigste pris jeg kunne finde online. Hvis du køber et spil, så skriv en lille hilsen i kommentar-feltet når I bestiller, så har jeg noget at grine af, hvis jeg er på arbejde den dag! :)

Velofit startede i et lille lokale som var delt med nogle andre gutter tilbage i 2013, dengang var AoC også helt nystartede og vi lavede en lille artikel om bikefit hos dem. Siden da har vi været buddies med Thomas Bundgaard (stifteren af Velofit red.) så selvfølgelig skulle vi forbi og sige hej, da vi hørte han var flyttet i eget hus, på Sydhavnen i Aarhus, der godt kan ligne et lille hjørne af New York, med sin rå stil. 

Tekst: Uggi Kaldan | Foto: Uggi Kaldan

Sydhavnsgade Nr.7 – perfekte træningsrammer

I Aarhus findes der en gut der hedder Jørn Tækker, han driver Tækker Group, en koncern der køber og udvikler ejendomme, ofte med en lidt “skæv” vinkel – men på den fede måde. Af hans mere kendte projekter kan nævnes den gamle klassiske Toldbod i Aarhus og Lynfabrikken i Aarhus C, der huser Café og iværksætter virksomhedshotel. Nu har Tækker føjet endnu en bygning til porteføljen, nemlig Sydhavnsgade nr.7 (der vist er en gammel soyafabrik?) – i hvert fald en ældre industribygning.  

Det rå New Yorker look og udsigten over den gamle industrihavn kunne Thomas Bundgaard og Christian Jersild (- der også er en del af Velofit teamet nu) ikke stå for. De nye lokaler kommer de til at dele med en masse forskelligartede iværksættere  og enkelte kunstnere, – med andre ord et levende og fedt miljø. Det hele fremstår råt og upoleret og i det hele taget har den gamle sydhavn ret meget charme. Noget der godt kan savnes i de nye polerede områder, der ellers præger udviklingen af Aarhus´havnefront i disse år. Jeg er vild med sådan en udsigt som den herunder!

Der er noget fascinerende over sådan et område, og det passer altså helt perfekt til et firma der tilbyder bikefit, personlig vejledning og fællestræning til cykelryttere, typer der ofte (lidt i sjov, lidt i alvor) hylder rå lidelse. Jeg var næsten ked af jeg ikke lige havde taget noget træningskluns på, rammerne emmede af at man burde komme igang med at lide!

“Lugtede der så af gammel sved og karklude” – tænker du måske? Nej, der lugtede ikke af sved, faktisk duftede der i dag af god kaffe! Det er fordi underboerne tæller både kafferisteri (Sigfreds Kaffefabrik) og et bageri, så ofte dufter der af friskristet kaffe, og nogle gange dufter der også af friskbagt brød, udbryder Thomas, men vi sidder og sludrer. Kunne det være mere perfekt?

Bikefits, Fitness tests, personlig træning, fællestræning, styrketræning… vil du være hurtigere? – så kan du starte hos Velofit. 

Velofit startede ud som et rent bikefit foretagende, men tilbyder i dag en langt bredere pakke end til at starte med. Du kan selvfølgelig stadig blive fittet, og ligesom det var tilfældet i 2013, så er Thomas stadig en af de bedste på det felt i 2016. AoC har ikke prøvet et fit hos Velofit siden 2013, men Thomas fortæller at både selve teknikken bag fittet er blivet forfinet og så er han selv blevet langt mere erfaren. Det udmønter sig især i at Thomas er blevet langt bedre til at snakke med folk om hvad det faktisk er de har brug for hjælp til, i processen med et fit, findes der ofte andre parametre der også kan forbedres, beretter Thomas. 

Derfor tilbyder Velofit i dag også vejledning indenfor ernæring, konditionstræning, styrketræning, test af form, fælles træningsture. Alt sammen med et særligt særligt fokus den enkelte rytter, og på hvordan vedkommende bedst muligt får mest muligt ud af den træningsmængde han / hun nu har mulighed for at nå, på ugentlig / månedlig basis. Til den del har Thomas Bundgaard allieret sig med Christian Jersild, der er tidligere prof. rytter, og derfor har stor erfaring med konditionstræning, tests af fysisk form og styrketræning. 

Ud over at Thomas er en kompetent herre, så er han også bare en rigtig flink fyr, som er let at snakke med og god til at lytte efter, når man har spørgsmål / fortæller om de udfordringer man nu engang står med. Herunder viser Thomas et nyt saddel – sensor – system frem, der kan vise hvordan trykket på sadlen bliver fordelt, når man sidder på cyklen, det ser ret smart ud, hvis man har problemer på den front!

Her på bloggen ønsker vi Thomas og Velofit stort tillykke med de nye fede lokaler, og ønsker dem alt mulig held og lykke med forretningen fremover! 

Kunne du tænke dig at komme ned og se lokalerne, så holder Velofit åbningsreception d.9 December. Hold øje med deres facebook for flere detaljer, eller læs mere om hvad de tilbyder på deres hjemmeside – www.velofit.dk. 

Når der 8. januar 2017, skal køres om det danske mesterskab i cyklecross, bliver det med Odder Cykel Klub som arrangør. Odder Cykel Klub har de seneste tre år været på løbskalenderen når der skulle afvikles cyklecross løb. For to år siden var løbet jysk/fynsk mesterskab, og sidste år blev der afviklet en Post Cup afdeling. Alle gangene er løbene blevet afviklet med stor ros til følge. Dette har fået DCU’s cross udvalg, til at pege på Odder Cykel Klub som arrangør af cyklecross DM 2017, blandt de mange ansøgere.

”Det er dejligt at blive påskønnet, det store arbejde vi har lagt i cyklecross de senere år i Odder. Først med et jysk/fynsk mesterskab, så en Post Cup afdeling, og nu altså et DM. Vi glæder os meget til at skal være vært for løbet, som altså skal køres om et godt et halvt år.” siger løbsansvarlig Peter Bjerregaard fra Odder Cykel Klub.
Også cross landstræner Kim Pedersen ser positivt på, at løbet skal afvikles af Odder Cykel Klub. ”Jeg synes klart, at det er den rette klub for DM’et. Og ruten samt området er godt, til at sætte rammen for et flot DM. Det ser jeg frem til, uanset hvilken kasket jeg har på, på dagen.” Kommer det fra Kim Pedersen, der på det tidspunkt, efter eget ønske, ikke længere er cyklecross landstræner.

Der er også glæde at spore ved sidste års DM sølvvinder, og tidligere tredobbelte DM guld vinder Kenneth Hansen fra Haderslev: ”Jeg forventer at vi får et løb der ligger godt til en teknisk dygtig rytter, der kan holde fokus igennem et helt løb. I vinters var det svært at finde sekunder på DM ruten, da underlaget blev til sne. I Odder er det kun ekstrem frost der kan give en hurtig rute. Der bliver en markant forskel på teknisk dygtige ryttere, der rammer dagen, og dem der ikke magter kunsten.” Siger Kenneth Hansen der vil gøre alt for at genvinde den DM titel han ikke har ejet siden 2013.

Kenneth Hansen er en af de crossryttere der har teknikken med sig, og har de seneste to år vundet løbet i Odder. Begge gange med stor margin til de øvrige ryttere. Sidste år vandt han med over 2 minutter ned til nummer to, og for to år siden, hentede han, på nær én rytter, alle andre startende ryttere. Så der er lagt op til et spændende DM i Odder, som forventes at blive kørt på stort set samme rute, som de seneste to år.

Gense 2015 løbet, som også var 4. afdeling af Post Cup

Løbet blev som bekendt vundet af Kenneth Hansen, foran Anthon Charmig, og Andreas Lund Andresen.

Som vi nærmer os julemåneden tænker du vel efterhånden: hvad skal jeg dog ønske mig? Du vil gerne ønske dig noget cykelrelateret. Hvem vil ikke det? Problemet er bare det, at vi alle har et solidt lager af bremseklodser, slanger, dæk, tøj, hjelme, sko og gels klar til sæsonen 2017. Hvad ønsker vi os så? Jeg vil i denne artikel give dig seks gaveidéer – alle nyere bøger, som selv den mest erfarne rytter vil kunne finde inspiration i – så sæt dem på din ønskeseddel og vær klar på drømme, anekdoter, fif og fortællinger fra den store cykelhistorie.

Af: Søren Kuipers | Foto: Uggi Kaldan

Tour de France – Verdens hårdeste cykelløb

Hvis Tour de France-cykling er din religion, så er dette din hellige bog.

Alt, hvad du allerede ved; alt det du vidste, du ville få svar på; og alt det du ikke anede, du ville lære: Joakim Jakobsens historiske gennemgang af verdens største cykelløb giver dig utallige anekdoter, historistiske nedslag, detaljerede statistikker, hæsblæsende rivalisering, de største helte og de største skurke.

Det historiske overblik indledes passende med en prolog, hvor læseren tages tilbage til 1.juli 1903: Tourens start. Herefter er bogen inddelt i 21 kapitler, som alle har fået deres egen undertitel. Det er umuligt at fremhæve ét kapitel frem for andre, men med titler som Nationernes Tour, Mellem to giganter, Robottens tidsalder og Det britiske imperium kan man med rette glæde sig til mange timers læsning i løbet af de knap 800 sider, som bogen er lang.

Bogen er udover de mange sportslige nedslag toppet med afsnit om doping, whereabouts, prikker, gear, grusveje, mordere og strejker. Forfatterens skarpe pen udelader ingen. De største helte, de åbenlyse skurke eller de tunge vandbærere. Ingen er for stor eller lille i dette – den hellige bog.

Et af de utallige plusser ved denne bog er opsummeringen efter hvert løbsår. Her er der givet statistik om blandt andet vinderne, gennemsnitsfart, unik information om årets udgave og om de deltagende danskeres resultater. Hvert enkelt kapitel er desuden suppleret med et væld af flotte og store fotos i både sort-hvid og i farver. Den ene side vil unægteligt tage den næste.

Til den glade køber: led efter boghandlens måske største, flotteste og tungeste bog. Bogen måler 30x36cm og vejer 6,3kg.

Tour de France – Verdens hårdeste cykelløb af Joakim Jakobsen, Lindhardt og Ringhof, 2015

Køb den her.

1952. Alpe d’Huez. Vinderen dette – det første – år, da Alpen var på menuen i Tour de France var ingen ringere end Fausto Coppi. Bogen tager læseren igennem en gribende historisk gennemgang af bjerget og dets betydning for cykelsportens mest berømte cykelløb Tour de France. Alpe d’Huez er ikke det hårdeste, sværeste, længste eller mest udmarvende bjerg. Men Hollywoodbjerget – som det kaldes, grundet de spektakulære billeder tv-producenterne kan lave – rummer så meget smerte, så mange vindere, så mange tabere, at enhver cykelentusiast vil blive forpustet flere gange ved blot læsningen af denne bog.

Den historiske gennemgang brydes finurligt af flere sekvenser, hvori Van Impe og Zoetemelks drabelige kamp i 1976 udkæmpedes på netop Alpe d’Huez. Detaljerne er mange og man sidder tilbage med en forståelse af bjergets mystik efter læsningen. Ved du hvorfor, det kaldes hollænderbjerget? Læs bogen, og du tvivler ikke et sekund. Den bedste klatrer i verden har sågar fået et helt kapitel og opskriften på at vinde – eller tabe – på Alpen gives også.

Hvem kunne have særlig gavn af denne bog?

Har du La Marmotte som dit store mål i 2017; har du planer om at bestige bjerget på en sabbatdag fra familien på sommerferien; eller er du bare rendyrket cykelnørd, så bør du læse Alpe d’Huez – Cykelsportens største bjerg. Du vil – på din egen vej til toppen – kunne nikke genkendende til alle 21 sving på vej din vej. Og om du forsøger at bestige Alpe d’Huez eller om du sætter bogen på din ønskeseddel, da vil du efter min mening ikke fortryde nogle af delene.

Alpe d’Huez – Cykelsportens største bjerg af Peter Cossins (på dansk ved Jesper Ralbjerg), Turbine, 2016.

Køb den her.

Laurent Fignon – Vi var unge og ubekymrede

Manden med de måske mest ikoniske sygekassebriller. Doktoren med de karakteristiske pandebånd. Cykelhistoriens mest berømte nummer 2. Laurent Fignons selvbiografi er rendyrket fransk selvsmagende litteratur, når det er bedst … eller værst – afhængig af øjnene der læser det.

Otte sekunder. Så meget – eller lidt – tabte Laurent Fignon Tour de France med i 1989. Vinderen dette år var Greg LeMond, og rivaliseringen mellem disse to fylder ikke så lidt i en bog, som på mange måder er ganske fremragende skrevet, men samtidig sidder man som læser også tilbage med et spørgsmål: Da Laurent Fignon i 2010 døde, som følge af kræft, var han da en bitter mand? Jeg ved det ikke, men bogen igennem bruges der meget spalteplads på fortællinger om heltemodige præstationer, overdådige solotogter, rivaliseringen med Hinault, LeMond og alle de andre, som bare ikke var Fignon’s kop kaffe, og selvfølgelig på de to – til tider – glemte Tour de France-sejre fra 1982 og 1983.

Jeg selv er født i 1982, men det gør ikke læsningen uinteressant, at det drejer sig om fortiden. De mange gribende fortællinger fra ungdommens mange træningstimer, de store sejre, om karrierens efterår og slutteligt et par passager om datidens synder, har på mange måder noget ganske tidsløst over sig. Det virker så aktuelt, som et nedslag i cykelsporten i dag.

Bogen udkom på fransk i 2010. Forordet har Fignon skrevet få måneder inden sin egen død, og på den måde slås stemningen lidt melankolsk an. I det efterfølgende kapitels første side står der ”– Nej, jeg er ham der har vundet den (RED: Tour de France) to gange.”

Laurent Fignon – Vi var unge og ubekymrede af Laurent Fignon i samarbejde med Jean-Emmanuel Ducoin (på dansk ved Jesper Tang med forord af Jørgen Leth), Bobo – Den Franske Bogcafes Forlag, 2016

Køb den her.

Sort kaffe & hvide sokker – Takt, tone og traditioner på landevejen

Som titlen indikerer, så har vi her en bog, som tager sit udgangspunkt i den konservative tilgang til cykling og de koder man som cykelrytter efterhånden skal implementere i sin egen stil.

Jeg tillader mig at indlede med min eneste anmærkning på bogen. Bare så det ikke fremstår som min afsluttende kommentar.

Som cykel- og litteraturentusiast er min anke ved bogen – som i særdeleshed handler om stil, indpakning og det ydre look – dens layout. Når man snakker så meget om stil, så burde man nok selv have lidt mere styr på indpakningen. Men det skiller ikke mig og Sort kaffe & hvide sokker ad.

Bogen indeholder ti kapitler af – og om – 12 af de største cykelryttere i dansk cykelhistorie. Undervejs bliver læseren påduttet, hvorledes strømperne skal være hvide (som i helt hvide), hvordan kasketten skal (og kan bæres) med særligt hensyn til rytterens individuelle kvaliteter, og at kaffe med mælk ikke er en cykelrytters rette kop te. Læsningen er ligetil, sjov, medrivende og underholdende, og undervejs undrer man sig over alle sportens konventioner. I samme moment kan man dog ikke undgå at se sin egen garderobe og stil for sit indre. Brian Holm og Per Bausager slår dog én ting fast i forordet, som vi alle må og skal huske på: Ingen kaffe med hjelm på!

Sort kaffe & hvide sokker vil være en gave til passionerede cykelinteresserede med sans for detaljer og hang til anekdoter fra en svunden tid. Røverhistorierne står i kø, og rådene er mange fra de tidligere stjerner, som fortæller om rivalisering, sejre, triumfer, nederlag og træningsmetoder.

Bogen lukkes med en kort epilog forfattet af den eneste jyde iblandt de tolv stjerner; Bjarne Riis. Epilogen rammer bogens lidt selvironiske distance, som klæder enhver derude, for uanset om strømperne er rene, hvide, sorte eller for lange (eller korte): ”Hold mund og træd!”

Sort kaffe & hvide sokker – Takt, tone og traditioner på landevejen af Rolf Sørensen, Jesper Skibby m.fl., Politikens Forlag, 2016

Køb den her.

De danske cykelhelte – fra Ole Ritter til Lasse Norman

20 fortællinger fra dansk cykelsport kogt ned til en bog.

De danske cykelhelte er en på mange måder nostalgisk bog, som sætter spot på episoder i historien, som selv ikke-cykelinteresserede kan nikke genkendende til – med Riis’ triumf i 1996 som den mest fremtrædende. Men der sniger sig også masser af mindre kendte fortællinger ind, hvor specielt banecyklingens mange succeser hyldes. Lasse Norman er en stor rytter, men han er langt fra den første. Ørsted, Marcussen og Frost er navnene bag flere VM- og OL-medaljer kørt hjem på de skrå brædder til Danmark i midten af 80’erne. Det er spændende læsning.

Michael Rasmussens opstigning til de højeste tinder, og det efterfølgende fald fra selvsamme tinder, får læseren til spændt at vende det næste blad, og endelig sidder man (fortsat) tilbage med en mærkværdig følelse af afmægtighed: Hvorfor bliver man – af både offentligheden og cykelverdenens inderkreds – dømt hårdere for fortidens synder, idet man indrømmer dem, og herefter samarbejder med Antidoping Danmark og DCU? Bogen giver ikke én svar, men det pirrer fortsat min nysgerrighed.

Lidt utraditionelt får de frivillige også spalteplads, og det krydrer en helt igennem fin bog. En bog der selvfølgelig også rummer: spændende læsning om Mogens Freys rivalisering med sin egen holdkaptajn; Rolf Sørensens mange triumfer; det første danske cykelholds tilblivelse; og Post Danmark Rundts største øjeblikke.

Nyder du fortællinger om store danske cykelhelte, da vil du også nyde denne læsning.

De danske cykelhelte – fra Ole Ritter til Lasse Norman – 20 fortællinger fra dansk cykelsport, af Kenneth Møller Kristensen, Turbine, 2015

Køb den her.

Historien om Post Danmark Rundt – De 25 første udgaver

Er du passioneret cykelnørd med hang til nationale helte, og elsker du de danske landeveje og de professionelles brug af disse. Da er denne bog måske læsning lige efter din smag.

Danskernes Tour, som bogen kalder sig selv, er inddelt i overskuelige kapitler, der indkredser alt fra de danske vindere til de udenlandske, hvordan løbet planlægges og organiseres, samt hvorfor løbet ikke blev kørt fra 1989 til 1994.

Bogen er let forståelig, og man føres hurtigt fra ét år videre til det næste. Vinderne er i særdeleshed beskrevet i løbet af bogen, og superstjernen – og løbets første vinder – Moreno Argentin, supersprinteren Mark Cavendish og halvdanskeren Fabian Cancellaras optræden i løbet er interessant læsning. Sidder man med de rød-hvide læsebriller på, da er Matti Breschel, Jakob Fuglsang og Michael Reihs dem af de nuværende ryttere, som får mest spalteplads. Sidstnævnte primært som den dansker med fleste starter (pt. 15 gange).

Bogen er rigt illustreret, og der er masser af statistik for de rendyrkede talnørder.

Denne bog er forfattet af pressechefen og løbsdirektøren for selvsamme løb. Dette giver læseren en stor forståelse for løbet, dets mekanismer og udfordringer. Fra tid til anden ærgrer man sig dog over, at der ikke fortælles oftere om fejl, rytteres dopingbrug, organisations-katastrofer eller andre pudsige anekdoter der kunne have givet bogen lidt kant, og en ekstra dimension. 

Historien om Post Danmark Rundt – De 25 første udgaver af Kennteh Møller Kristensen & Jesper Worre, Turbine, 2015

Køb den her.

Titler der stadig holder:

De høje bjerge – Daniel Friebe (på dansk ved Jesper Ralbjerg), Turbine, 2014. Læs her en tidligere omtale af bogen.

Cykelklassikere i Europa af Werner Müller-Schell & Hennes Roth (på dansk ved Jesper Ralbjerg), Turbine, 2014

Tyve Tinder i Tour de France af Jesper Ralbjerg, muusmann’ forlag, 2013

God læselyst og glædelig jul!

// Søren Kuipers

PS: Nogle af bøgerne i denne artikel er anmeldereksemplarer, andre er fra min private bogreol. Vurderingen af hver enkelt bog er udelukkende min subjektive holdning og skal derfor ikke betragtes som andet end dette.

Jeg har haft fornøjelsen af at teste tre forskellige bud på godt fodtøj netop som vinteren efterhånden begynder at få overtaget. Jeg har testet 3 forskellige par støvler med forskellige karakteristika, og i forskellige prisklasser. Artiklens formål er ikke at holde dem op mod hinanden og endeligt bestemme hvilken støvle der er bedst. Funktionalitet, udseende og pris vægtes forskelligt alt efter temperament og pengepung, det skal jeg ikke gøre mig til dommer over, jeg kan dog garantere at alle 3 par støvler har fået nogle tæsk. 

Af: Søren Kuipers | Foto: Uggi Kaldan (cover) – Søren Kuipers (artikel). 

Lidt teknisk, og så min oplevelse af skoene.

For at skabe overblik, har jeg opdelt denne testen i to kategorier, som har til formål at skabe overblik for læseren; “tekniske detaljer” og “min oplevelse”.

Jeg har brugt alle 3 par støvler til at pendle til og fra arbejde, samt i skoven på MTB. Jeg har også testet dem på ture af mellem 1,5-2 timers varighed på landevejen. Dette for at få så varieret en oplevelse af støvlerne så muligt, samt vurdere deres evne til at holde fusserne varme.

Giro Alpineduro, sort med røde snører – 1.199,- kroner

Tekniske detaljer

Denne modebevidste støvle fra amerikanske Giro adskiller sig ved brugen af snørebånd, en detalje der også kan ses på flere udgaver af firmaets landevejsko. Støvlen ligner mest af alt en hybrid mellem en langrendsstøvle og vandrestøvle, hvor der tages hensyn til bevægelsesfrihed ved akillessenen med en sænket ankelstøtte bagpå støvlen.

Sålen er godt isoleret og kulden kan ikke trække ind nedefra. Der er et lille klampedæksel, som kan tages af og på – således er den både egnet som cykelsko og som støvle til almindelig brug. Dette er også tydeligt, når man går i skoen; den er meget komfortabel og markant blødere end normale cykelsko. Således et godt valg som pendlerstøvle. Snørebåndene gør at man kommer hurtigt ind og ud af støvlen, og den er foret som en almindelig vinterstøvle. Desuden følger der sorte snørebånd med.

Oplevelse af skoen

På frostklare og tørre dage har jeg ikke prøvet en støvle mere komfortabel end denne. Det er tydeligt, at kraftoverførslen ikke er i fokus som på sommermodellerne fra Giro. Fokus er på komfort. Støvlen er særdeles velisoleret og selv med en sommerstrømpe i bliver tæerne ikke kolde. Desuden ånder fødderne glimrende, og som fodtøj kan mine fødder ikke få lækrere sko end disse støvler fra Giro.

Til gengæld kommer støvlen – som det ses på billedet – til kort på nedbørsdage. Sprøjt fra vejene, vand løbende ned af skinnebenene; det ender i støvlen, hvor foret suger fugten ned i skoen. Ved kraftig regn begynder vandet også at trænge ind ved snørebåndene. For at modvirke dette, tilbyder Giro gaiters til skoene – et overtræk som bruges netop under våde forhold – men personligt er det netop det jeg gerne vil slippe for, når jeg vælger en vinterstøvle.

Plusser og minusser: 

+ Til dato den varmeste vinterstøvle jeg har prøvet (i tørvejr).

+ Suveræn komfort og åndbarhed for fødderne

– Manglende ankelomslutning

– Dårlig kraftoverførsel i den bløde sål

Venligst udlånt af WeBike hvor de koster 1.199,- kroner

Specialized Defroster trail MTB, sort/orange – 1.499,- kroner

Tekniske detaljer

Specialized har givet dette overbevisende bud på en vinterstøvle. Skoen er 100% vandtæt med en forstærket snude. Sålen er rimelig stiv af en vinterstøvle at være og isoleringen fungerer ganske godt, så kulden ikke trænger sig på nedefra.

Boaspændet fungerer godt og generelt er lukkesystemet gennemført. Det markante neoprenskaft sikrer varme om anklen samt at vand ikke trænger ned oppefra, lige med det sammen i hvert fald. 

Skarp farvekombination med sort og orange. Støvlen er desuden meget synlig, da de blanke felter der kan ses på skoen, fungerer som reflekser når det er mørkt. 

Oplevelse af skoen

Jeg har fået et rigtig godt indtryk af denne støvle. Den er brugt i alt slags vejr, og støvlen har både klaret masser af nedbør og frostgrader. Støvlen er særdeles vandtæt og man holder varmen ganske godt i denne støvle. Fødderne ånder fint i støvlerne, men ved længere tids brug har jeg oplevet fugtige fødder. Omvendt er det også svært at konstruere en støvle, som er 100% vandtæt og samtidig så solidt isoleret i sålen – uden at fødderne vil komme til at svede.

Støvlens lukkemekaniske er i særklasse. Der er brugt et neoprenstykke over anklen, og vristen spændes tæt med et boaspænde. Omslutningen ved anklen fungerer rigtig godt. Anklerne holder sig konstant varme samtidig med at der ikke trænger fugt ned fra benene ved regnvejr. Desuden bevirker de afsluttende velcrolukninger at skoen sidder rigtig komfortabelt.

Den stive sål giver en god kraftoverførsel. Bruges støvlen som pendlerstøvle går man selvfølgelig lidt mere klodset, da sålen ikke flekser så meget pga. stivheden, man kan ikke få det hele.

I ekstremt koldt vejr – og ved lange ture – kunne tæernes spidser godt blive lidt kolde. Ikke så man bagefter sidder og græder over en kop kaffe, men nok til at man husker uldstrømpen på næste tur.

Til dato den mest allround vinterstøvle jeg har prøvet.

Plusser og minusser: 

+ 100% vind- og vandtæt

+ Lukkemekanisme og tilpasning til foden

+ Reflekserne giver høj synlighed

– Åndbarhed

Venligst udlånt af WeBike, hvor de koster 1.499kroner

Force MTB støvle, sort/hvid – 999,- kroner

Tekniske detaljer

Force har produceret en hardcore vinterstøvle. En støvle, der kan klare selv meget hård frost. Når man pakker støvlen ud af æsken, da tjekker man lige en ekstra gang, at det er cykelstøvler man har i hånden. Associationerne går i retning af skistøvler, så kraftig virker støvlen.

Lukkesystemet er særdeles gennemtænkt. Der lukkes på tre forskellige måder. Ydersålen er meget stiv, og det giver en optimal kraftoverførsel, hvilket giver for fart både under transport og på et krævende mtb-spor.

Støvlen leveres med spikes, som man selv kan påsætte (både spikes og værktøj til montering medfølger). Den har forstærket front, som både skulle isolere og afvise skidt og regn.

Oplevelse af skoen

Ved brug bemærker man støvlens mange gode detaljer. Jeg har særligt bidt mærke i den robuste overdel. Den er 100% vandtæt, og dens glathed lader både vand, mudder og skidt glide af. Det er meget cool.

Anklen støttes rigtig godt af neopren, og her skal man være opmærksom på, at anklens bevægelsesfrihed i skaftet er lidt begrænset grundet de robuste materialer. Støvlen er således helt tæt og ankelledet holdes godt varm.

Lukkesystemet er virkelig godt rent varme-, isolerings- og vandtætmæssigt. Man både snører, lyner og spænder, når man ifører sig denne Force støvle. Det er ikke en støvle man lige hopper i, men omvendt er det ikke det ekstra minut, det tager at tage støvlen på, som fylder på en træningstur.

Bruges støvlen som pendlerstøvle, skal man dog medregne at ens gang let ligner én skiløbers (vel at bemærke uden ski).

Ydersålen er ligeledes grov på undersiden, så man kan stå fast og skubbe sig fri. Det var super fedt, da jeg både har kørt i sne og meget mudret terræn.

Plusser og minusser: 

+ 100% vind- og vandtæt

+ Solid vintersål til selv den hårdeste vinter

+ Kraftoverførsel

– Flexibilitet ved ankelledet

Venligst udlånt af Cykelgear.dk hvor de koster 999,- kroner

Endelig vil jeg bemærke, at jeg kun har haft mulighed for at afprøve tre deciderede vinterstøvler i denne omgang. Det er min egen oplevelse af støvlerne, som artiklen afspejler.

Husk desuden altid et par gode strømper i cykelskoene/støvlerne, og husk at vælge en størrelse, hvor dine fødder kan være. Er de for små, da vil du fryse fusserne uanset hvad.

Her på AoC vil vi gerne lige slå et slag for vores venner hos Sicily Cycling Club, der præsenterer et helt unikt træningsophold på Sicilien fra den 6-12 maj 2017, hvor du kan opleve Giro d’Italia på Europa’s største aktive vulkan Etna. Redaktøren er på Sicilien, og du skal da med! 

Foto og Tekst af Thomas Opstrup

Kør udvalgte dele af dette års Giro etaper på Sicilien 

SCC indbyder dig og dine cykelvenner til en helt unik oplevelse på Sicilien i forbindelse med dette års Giro d´Italia. Kom helt tæt på stjernerne når vi bestiger Etna, samme dag som profferne senere kører op ad vulkanen, hvor der forventes næsten 500.000 tilskuere, forplejning på toppen og mulighed for at følge løbet i TV er blot én af de fantastiske dage vi tilbyder. 

Nibalis baghave

“Hajen fra Messina” Nibali har ét billede i sit soveværelse, det er af Etna, han ser vulkanen hver morgen når han vågner. Sicilien er hans hjemmebane, og han vil gøre alt for at vinde her foran sine lokale tifosi’es, og sin familie. Det bliver et kæmpe drama, og oplevelsen bliver helt sikkert endnu mere intens, når man netop selv har kørt opad den berømte stigning. 

Et undervurderet bjerg

Etna er et undervurderet bjerg i cykelsammenhænge. Går man ind på diverse cykelsites og ser profilen, så ser det ikke så slemt ud. 17 km. med 7,3 % i snit, men faktisk starter stigningen mange kilometer før den er registreret på disse sites. Inden du når de sidste 17 km. har du allerede kørt opad næsten 10 km. Kun de stærkeste vil derfor sidde tilbage til sidst, hvis tempoet bliver sat af hjælperytterne fra bunden af stigningen.

Sidste gang Giro’en besøgte Etna startede etapen i Messina. Denne gang starter etapen i den berømte lille badeby Cefalú. Rytterne passer derefter syd gennem Nebrodi nationalpark og videre mod syd. En utrolig smuk rute, vi kører en god del af den, naturligvis med afslutning op af den legedariske stigning, det bliver fedt! 

Dagen efter starter etapen i Pedara, hvor vi også vil være på pletten for at ønske rytterne god tur mod Messina. Derefter kører vi en lang tur i området, og ender på hotellet hvor der er storskærm klar til afslutningen af etapen i Messina.

Sicilien er ikke kun cykling!

Der er fantastiske muligheder for at cykle på Sicilien, men Sicilien har også tradition for at spise fantastisk – simpel mad lavet af de bedste råvarer er et gennemgående tema. Thomas Opstrup der ejer Sicily Cycling Club bruger en stor del af året på Sicilien og han kender derfor masser af lokale steder, der står klar til at servicere deltagerne i SCC Giro camp – skønt vejr, spændende historie og kultur. Sicilianerne er passionerede mennesker der møder en med en hjertelig varme, så det bliver der også tid til at nyde. 

SCC Giro d´Italia 2017 pakken:  

• 6 dage med cykling og 6 overnatninger på det super hyggeligt Etna Hotel, med halvpension.
• Guider på alle ture, og cykelprogrammet tilpasses selvfølgelig deltagerne.
• 2 Giro etaper, både på cyklen og som tilskuer.
• Følgebil med værktøj, mekaniker og mulighed for at have ekstra tøj med, ligesom profferne. 
• SCC GIRO 100 years special edition cykeltrøje
• Sikker cykelopbevaring, indenfor på hotellet. 
• Transport til og fra lufthavnen

  FORELØBELIGT CYKELPROGRAM: 

  • Mandag d.6 maj: 80 km – 1610 højdemeter
  • Tirsdag d.7 maj: 83 km – 1510 højdemeter
  • Onsdag d.8 maj: 130km 2780 højdemeter
  • Torsdag d.9 maj: GIRO 4. ETAPE – udvalgt del – 81km – 2190 Højdemeter
  • Fredag d.10 maj: GIRO 5. ETAPE – udvalgt del – 80km – 2100 Højdemeter
  • Lørdag d.11 maj: 87km. 2090 højdemeter

PRIS: 5575 kroner

TILMELD DIG OG LÆS MERE HER!

For en måneds tid siden fik vi tilsendt bogen “Watt – træning og konkurrence” af forlaget FADL. Bogen er en oversættelse af “Training and Racing With A Powermeter”, som af mange i daglig tale bliver kaldt watt-biblen, og er en bog man bør læse hvis man overvejer eller har investeret i en wattmåler! Den engelske udgave er skrevet af Andrew Coggan and Hunter Allen, og oversat til dansk af Anna Mie Skovdal, med Brian Overkær som faglig konsulent.

Tekst: Jeppe Tolbøll | Foto: Jeppe Tolbøll

Da jeg blev tilbud at få lov til at se bogen på dansk var det med svært skjult glæde at jeg sagde ja. Jeg har flere gange læst bogen igennem på engelsk. Allerede før jeg købte min wattmåler gik jeg i gang med at læse den engelske udgave, da jeg syntes at wattmålerens pris var lige pebret nok hvis jeg ikke kunne lære at bruge alle dens muligheder.

Første gang jeg læste den igennem var jeg ærlig talt ganske forvirret over flere ting, da jeg ikke havde min wattmålers data at støtte mig op af, i forhold til de mange teoretiske ting jeg læste om. Anden gennemlæsning var en væld af aha-oplevelser, og tredje gennemlæsning var egentlig mest fordi jeg ville være sikker på at alle begreber sad lige i skabet. Jeg vil ikke påstå at jeg forstod det hele efter mine 3 gennemlæsninger, og brugte den derfor meget som et opslagsværk til hele tiden at finjustere min opfattelse af hvad det vil sige at lave analyse af min wattfiler.

Selvom jeg læser ganske glimrende engelsk, så var der dog alligevel en lille smule som jeg følte måske blev tabt i min egen oversættelse, specielt når man kommer ud på de lidt mere komplicerede emner i bogen, derfor er det fedt der nu er kommet en oversættelse, så jeg / man kan få det hele med!

Bogen er lavet et et virkelig flot hardcover, og ikke et af de der bløde soft-cover-bøger som man bruger når man kører gennem i Europa – som passager – i bil, og har brug for lidt læsestof til at fordrive tiden med! Den vejer godt med dens omkring 300 sider!

Jeg gik i gang med at læse i den med det samme, og blev faktisk overrasket over hvor fint den var oversat. Sproget flyder virkelig, og man man føler lidt man bliver holdt i hånden det meste af vejen, selv om man tror man er god til engelsk, så oplever jeg i hvert fald at når det bliver teknisk (som det gør i den her bog) – så læser man noget hurtigere når det er oversat, og man får flere detaljer med!

Selvfølgelig er der flere steder hvor man lige bliver nødt til at stoppe op, også i den danske udgave, og tænke over hvad man lige har læst, men det “advarer” Brian Overkær også om allerede i indledningen. Dog bliver det aldrig mere vanskeligt, end hvis man lige lader det synke ind og reflekterer over det, så kan man fortsætte. Gennem hele bogen bliver man introduceret for de forskellige begreber som man som minimum bør kunne for at bruge sin wattmåler bare nogenlunde optimalt, og alle begreber og teorier bliver fulgt op med flotte og forståelige modeller.

Dog behøver man ikke kunne hele bogen fra ende til anden, for at begå sig med en wattmåler. Dog bør man som minimum, når man køber sin wattmåler have styr på de mest basale begreber som FTP, Normalized Power, TSS m.fl. Har man ikke det, og har man ikke tænkt sig at finde ud af det, så har man efter min opfattelse måske i virkeligheden slet ikke behov for en wattmåler – men selvfølgelig kan det være meget fedt at sammenligne watt med andre, også selvom man ikke rigtigt går op i hvad det betyder :)

Man behøver altså ikke nødvendigvis at være en haj til analysedelen, for at få glæde af sin wattmåler, men har du fx ikke noget så simpelt som dine zoner korrekte, så kan du ikke træne efter de watttal som dine ben pumper ud til dig. Og uden korrekte udførte intervaller, kan du fx ikke bruge analysen til noget som helst, hvis du vil arbejde med det.

Jo mere du har lyst til at fordybe dig i brugen af wattmåler, jo mere værdi får den også for dig.

Min egen tilgang til brug af wattmåleren

Jeg har stødt på elite-ryttere fra den danske A-klasse, som ikke havde styr på netop disse ting, men stadig drønede rundt med en wattmåler, som ville koste næsten en månedsløn at anskaffe sig (de er dog faldet væsentlig i pris siden hen), og jeg forstod virkelig ikke hvorfor de ryttere ikke vidste mere om det! Jeg har selv brugt ufattelig mange timer op at læse om watt, og diskutere hvad de enkelte delelementer betød sammen med min gode ven Nicolai Jørgensen, som på daværende tidspunkt var A-rytter, men nu er stoppet af uddannelsesmæssige årsager.

Jeg bruger selv watt i min daglige træning, både til at køre min intervaller, men også når jeg kommer hjem for at kaste mig over analysen. Om det er den konkrete analyse, af det givne træningspas, eller den længerevarende analyse er lidt forskelligt, og nogle gange analyserer jeg intet, udover at jeg uploader mine filer til Golden Cheetah (gratis analyse program), og så ligger de der hvis jeg en dag får lyst til at se på det. Dog er samtlige træningsfiler vigtige for den måde jeg bruger min analyse.

At wattmåleren har gjort mig bedre, er der ingen tvivl om. Jeg er blevet meget mere sikker på hvad jeg kan og bestemt ikke kan, og der af, har jeg fundet ud af hvordan jeg arbejder med de svage punkter i min træning, og hvad der gør, at jeg fx bliver sat i et cykelløb.

Lige pt. er min bePro-pedalwattmåler en tur til service, hvilket gør at jeg slet ikke har samme glæde ved den del af træningen der hedder “intervaller” da jeg lidt føler jeg kører i blinde eller kører på følelse frem for fakta, når jeg kun har min pulsmåler. Jeg nyder selvfølgelig stadig at være ude og røre mig, men motivationen til at få kørt intervallerne er slet ikke så høj som den plejer. Dertil er jeg åbenbart blevet lidt for meget slave af teknologien, men det generer altså ikke mig, i hvert fald ikke så længe teknologien virker!. At vide, at jeg bliver bedre (hvilket kan aflæses i et watt-tal) giver mig det boost jeg skal bruge for at elske at påføre mig den smerte som intervaller til tider har det med at give.

Er du til træning med wattmåler, og har lyst til at få mere viden om hvordan du bruger dette værktøj optimalt, så er den her bog nærmest et “must buy”.

Forfattere: Andrew Coggan og Allen Hunter
Oversat af: Anna Mie Skovdal, med hjælp fra faglig konsulent Brian Overkær
Originaltitel: Training and Racing with a Power Meter
Sider: 323 sider
Vejledende pris: 345 kroner

Off-season / pre-season kan også bruges på at få skrevet de der beretninger man aldrig fik skrevet, ny freelancer på AoC er – Hasse Rømer – eller bare “ham der Hasse” – kører til dagligt som cykelbud i KBH og ellers lidt licens i årets Cykel Klub, Team Christiania, her er hans første beretning fra retro DM tidligere på året. 

Retro DM – lidt forsinket… :) 

Tekst: Ham der Hasse | Foto: Jeff Ravn

Efter megen personlig ærgelse, var jeg egentlig kommet til freds med, at jeg ikke skulle deltage ved Det Uofficielle Retro-DM omkring Brejning ved Vejle. Min cykel var blevet vejet og fundet for ung, hvorfor det selvfølgelig skabte store jubelscener i hjemmet, da jeg så at den kære Kasper Sørensen fra Molteni havde stillet sin cykel til rådighed, skulle nogen have lyst til at køre løbet på den. Cyklen, en gammel Eddy Merckx i den ikoniske orange farve, lød til at passe mig rigtig godt – og da Jonas ved et uheld fik en billet til løbet, og en cykel til låns fra GS Velopresse’ Andreas Svinth, havde TCA pludselig tre mand til start ved Retro-DM; Jens, Jonas og undertegnede.

Retro-DM blev arrangeret som en del af DGI Gran Fondo Munkebjerg, som med start og mål i Brejning tog rytterene på en nærmest to-delt rute rundt ved fjordens kyst, indlands mod Børkop  over Andkær-bakken, ned af Ibækvej og – naturligvis – over Munkebjerg, før en snørklet afslutning, kronet med Vandværksvej i Brejning – løbets opløbsbakke, en lille kilometer med 5,5 % i snit. Udover rytterene til Retro-DM havde TCA Formanden og Alberto på 80-km’eren, og tilbagevendte Dennis, der gennemførte 40-km’eren på trods af lige at være kommet tilbage fra et længere skadesforløb.

Jens havde stiftet bekendtskab med Moltenis nyerhvervelse; Mark Petersen, til GP Kroppedal hvor han var blevet overrasket over niveauet fra den bom-stærke Sjællænder, der nu kører på det Jyske storhold.  Det store samtale-emne i den graffiti-klædte campingvogn var selvfølgelig, hvordan man bedst fik ram på Molteni-esset, men Formanden lagde planen ned for os andre, og ingen var uenige – der skulle hugges fra første fløjt!

Masterstarten gik urytmisk, med lav fart og lugten af bremsegummi tydeligt til stede på nedkørslerne – og hårde accelerationer, der allerede bragte de hyggelige herrer bagerst i feltet i problemer så snart det gik opad. Efter et kort stop blev flokken samlet, og halvvejs oppe af opløbsbakken kørte masterbilen væk, og Undertegnede satte et hårdt tempo op mod startstregen – SÅ var vi ligesom igang!

Efter aftale med både Jørn Nielsen fra K-Werk og stærke Daniel Dallerup, forsøgte vi at komme væk allerede på de første kilometer. Men Mark Petersen tog tidligt ansvar, og viste at det ikke ville blive let at komme væk. Hvis det da overhovedet ville blive muligt. For på den nærmest vindstille dag var der ikke meget at komme efter på de første 20 km af ruten, hvorfor vi stadig var samlet 15 mand. På trods af en snitfart, som på de mindst 25 år gamle cykler havde været et licensløb værdigt.

Kort før Børkop fik Jørn Nielsen defekt, og det blev desværre det sidste vi så til ham for denne gang. Jørn havde ellers vist god form ved VP-enkeltstarten for blot to uger siden, og han var blandt storfavoritterne i H50-klassen – sammen med Moltenis Niels Bjørnsteen og Eigil Leegaard. I en rundkørsel var det til gengæld ved at gå alvorlig galt, da en vanvittig varevognschauffør nærmest splittede feltet i to. Jeg så overhovedet ikke hvad der skete, men fik fortalt at Moltenis Max Nielsen var tæt på at slå idioten til plukfisk – hvilket han nok havde fortjent.

Tilbage til cykelløbet, og på Andkær-bakken kort efter Børkop blev der rykket igennem. Denne gang var det Mark Petersen selv, der havde taget teten, og med sig på hjul havde han Jens og Daniel Dallerup. Jonas og jeg så på hinanden og nikkede i enighed, det var en fin sammensætning af udbruddet, og da både vi og Molteni havde vores kaptajner med, fik de lov at køre væk. Det efterlod sådeledes Niels Bjørnsteen, Jacob Ingemann Hansen og Eigil Leegaard (Molteni), Jeppe Thiemer (Puch), Morten Mejsen (Peugeot) og Jonas og Undertegnede fra TCA i forfølgergruppen, hvor ingen rigtig ville tage ansvar.

Jacob Ingemann ville ha’ et samarbejde i gruppen, da det viste sig at Thiemer og Mejsen ikke var i stand til at holde de næste grupper bag os alene, men hverken Bjørnsteen eller Leegaard var villige til også at spæde til på det tidspunkt. Det kunne vi naturligvis ikke være tilfredse med, hvorfor jeg var den første til at angribe på de sidste meter af Andkær-bakken. Ingemann var dog fast besluttet på at holde ved, og jeg kom ingen steder. Til gengæld kom kontrahugget prompte fra Jonas, og denne gang var der ingen reaktion. Tempoet døde igen, og først hen over toppen på bakken kom Molteni-drengene frem, Det Orange Ekspresstog rullede efter Jonas.

Hen mod den teknisk svære og MEGET glatte nedkørsel på Ibækvej sætte Niels Bjørnsteen en hård forcering ind, og han og Jacob Ingemann formåede at sætte både Morten Mejsen og Jeppe Thiemer af – begge kom dog op på strandstykket hen mod Munkebjerg. Og på Munkebjerg kom Jeppe Thiemer så frem og satte tempo. Det så hårdt ud for Jeppe, men føltes kontroleret for mig, det blev det ved med da Jacob Ingemann overtog ca halvvejs oppe. Selv på det stejleste stykke, med hele 16 %, følte jeg mig fint kørende, og da vejen så småt begyndte at flade ud, kunne jeg simpelthen ikke lade være; jeg rykkede resolut og hårdt fri fra spidsen af gruppen, og satte næsen efter at komme op til Jonas, som stadig lå alene ca. 20 sekunder foran.

Fanden tog pludselig ved Ingemann, som med en monster-føring lukkede hullet op til undertegnede til blot 25 meter. Jeg ventede på de to holdkammerater, og lagde mig ind på hjul mens de hentede Jonas. Kort efter var vi fire samlet, to gange to fra hvert hold, og samarbejdet begyndte derfor at køre rigtig godt. Desværre blev det mere og mere klart, at Jonas ikke havde det godt. Hele løbet havde han kæmpet med en cykel, hvor de midterste to tandhjul ikke ville have kæden liggende på sig, hvorfor han fik problemer med krampe mod slutningen af løbet. Foran var Jens først styrtet lige inden tunellen på Ibækvej, og da han med fire km tilbage styrtede for anden gang, ventede Mark Petersen ikke – og han kunne køre alene hjem og løfte armene i triumf.

På de sidste fem kilometer blev der jagtet, men ingen ville satse hele butikken, og selvom vi kort forinden havde kunnet se Daniel Dallerup ude foran, kom vi heller aldrig op – og så skulle der køres om fjerdepladsen, da vi ramte opløbsbakken. Bjørnsteen lagde sig i front, og førte med alt hvad han kunne trække. Lige inden det stejleste sted på bakken, kørte Ingemann frem og hævede. Men ligesom på Munkebjerg var undertegnede ikke til at ryste. Og med 150 meter igen satte jeg dødsstødet ind, og kørte ind på fjerdepladsen, foran Jacob Ingemann, Jonas og Niels Bjørnsteen, der fejrede en stor personlig triumf med sejr i H50-Klassen.

Først og fremmest skal der lyde et kæmpe tak til Kasper Sørensen for at låne mig sin cykel, jeg ved godt min styrt-statestisk ikke er fantastik, men jeg kan med hånden på hjertet sige, at jeg tog det ekstra roligt på de fedtede veje! Også et stort tak til arrangørerne for at inkludere retro-klassen til arrangementet. Det er efterhånden blevet kutyme, at Vintage-folket hygger sig mægtigt hver gang muligheden byder sig – og derfor er det jo fantastisk, at der er nogen, der byder muligheden.

Retro-DM linieløb 2016 – Top 10:

1 Mark Petersen Squadra Molteni 1:52:11

2 Jens Christian Dich Team Christiania + 43

3 Daniel Dallerup RC 1910 + 1:26

4 Hasse Rømer Team Christiania + 1:48

5 Jacob I. Hansen Squadra Molteni + 1:50

6 Jonas Holm Team Christiania + 1:52

7 (1 H50) Niels Bjørnsteen Squadra Molteni + 2:01

8 (2 H50) Eigil Leegaard Squadra Molteni + 2:17

9 Morten Mejsen Peugeot Re-cycled + 2.20

10 Jeppe Thiemer Team Puch + 2:31

Tak for denne gang og denne sæson, vi ses i regnen, i sneen og i sluden derude! :)

**Pressemeddelse

Cykelstafetten – Hele Danmarks Cykelfest

– kommer til Kolding … og tager den tidligere Team CSC darling Ivan Basso med

Den 12. august 2017 kommer Danmarks mest unikke motionscykelløb til Kolding, når byen lægger gader og veje til cyklingens svar på løbernes DHL-Stafet – Cykelstafetten.

Cykelstafetten kombinerer den gode cykeloplevelse med socialt samvær, og alle kan være med. Og så kan du møde Team CSC darlingen Ivan Basso (Vinder af Giro d’Italia 2010 ).

Lige dele folkefest og cykelløb

Deltagerne skal dyste i en holdstafet, som vi kender det fra DHL-Stafetten. Derfor indbyder cykelløbet til, at firmaer, kollegaer, naboer eller venner kan stille op og dyste mod hinanden. Og mens holdkammeraten er på cyklen, bliver der rig mulighed for at hygge med andre deltagere og tilskuere i mål-området omkring centrum af Kolding 

– For os har det været vigtigt, at det er lige så meget folkefest som cykelløb. Der er plads til alle, og formen med at cykle i stafet giver en helt særlig synergi. For mange motionister er det motiverende at have et mål at træne frem mod. Vi er derfor glade, hvis ’Cykelstafetten i Kolding’ er med til at motivere flere til at bruge cyklen som motionsform, lyder det fra initiativtagerne Ole Reersted Egeblad og Henrik Andersen. 

I juni måned havde Cykelstafetten debut på VM-ruten i Rudersdal og cykelfesten blev så stor en succes, at man hurtigt besluttede sig for, at gøre Cykelstafetten landsdækkende.

• ”Det er en oplagt mulighed for at kombinere motion og hyggelige timer sammen med kollegaer eller venner. Cykelstafetten og hele formatet, hvor alle kan være med, ligger meget fint i tråd med vores visioner om Kolding som en særdeles cykel-venlig by”, siger borgmester Jørn Pedersen

Også Business Kolding er meget positive over for, at en så stor cykelevent kommer til Kolding.

Tove Lykke Gæmelke fra Business Kolding: 

• ”Det bliver en folkefest for Kolding som erhvervslivet bakker op omkring. En spektakulær rute igennem hjertet af Kolding vil på sigt kunne tiltrække turister og andre gæster til byen til fordel for alle”

For Ivan Basso bliver det næsten som, at komme ”hjem” igen

”Det bliver skønt, at komme tilbage til Danmark som var mit andet hjemland. Jeg har altid sat meget stor pris på danskerne som tog så flot imod mig da jeg kom til Bjarne Riis´s Team CSC. Det var de bedste år i min karriere- ikke mindst i 2005, hvor jeg vandt Tour of Denmark. Jeg ser meget frem til, at kunne møde og cykle med mine danske fans under afslappede former i Kolding”, siger den tidligere Tour de France og Team CSC stjerne Ivan Basso.

Fantastisk rute i hjertet af Kolding

Ruten vil bringe deltagerne igennem hjertet af Kolding. Det bliver en bynær og teknisk udfordrende rute med mange sving, hvor ikke mindst ”opstigningen” af Koldingbjerg bliver en hård nyser. Ruten er ca. 10 km – se vedhæftede kort(der kan forekomme justeringer). 

Sikkerheden er i fokus

Afviklingen af ’Cykelstafetten i Rudersdal’ i Juni 2016 forløb uden uheld og netop sikkerheden ligger arrangørerne stærkt på sinde. 

I 2017 vil vi igen have et samarbejde med Rigspolitiets Idrætsforening, som stiller op med race marshals på motorcykler fra MC Task Force og får det overordnet ansvar for deltagernes sikkerhed. Desuden vil vi have et stort antal uddannede trafik-officials. Det garanterer, at vi kan regulere trafikken og sikre afviklingen så sikkerheden er i top for deltagerne og borgerne oplever et minimum af gener.” fortæller Ole Reersted Egeblad.

Fakta

• Cykelstafetten Kolding afholdes lørdag d. 12 august 2017
• Arrangeres i tæt samarbejde med Kolding Bicycle Club og Rigspolitiets Idrætsforening
• Cykelstafetten afvikles på en bynær ca. 10 km lang rute med Kolding centrum som udgangspunkt – se vedhæftede rutekort(der kan forekomme justeringer)
• Der køres i hold á 3 personer (M/K/Mix)
• Løbet varer 4 timer og deltagerne skal minimum køre én omgang hver
• Aldersgrænse: 16 år
• Hjemmeside
• Facebook 
• Youtube 
  

Kontakt: 
Ole Egeblad
Tlf. 21 13 00 75 / mail: ole.egeblad@cykelstafetten.com

Henrik Andersen
Tlf. 27 26 87 65 / mail: henrik.andersen@cykelstafetten.com

Borgmester Jørn Pedersen, 
Tlf. 51 48 27 38

Jeg har haft fornøjelsen at teste noget af Isadores vinter kollektion her på Sicilien. Heriblandt deres Long sleeve shield jersey, Thermoroubaix bib shorts samt vinter Merino sokker. 

Foto og Tekst af Thomas Opstrup

Long Sleeve Shield Jersey Etherea

Isadores langærmede vinter jersey er lavet af et mix af 53% polyester, 44% Merino uld samt 3% lycra. Kvaliteten er også kendt som sportsuld, og er af en fin kvalitet. Ved at blande polyester i ulden, opnår man et fabric der holder faconen langt bedre end ren uld. Når man samtidig tilfører lycra får man her en kvalitet der samtidig er god strech i. Jeg kan rigtig godt lide sportsuld til vinter trøjer fordi det er varmt, åndbart og samtidig ser smukt ud. På bryst og skuldre har Isadore placeret ekstra stof af polyester som ekstra værn mod vind. Det virker udemærket. På albuerne er der påsyet samme stof i elipse form, som man kender det fra kardigans – Det lugter lidt af morfar på den fede måde.

Baglommerne er klassisk 3-delt design. Hertil er der en lille lomme med lynlås bag højre lomme, som er forret med et vandafvisende stof. Det beskytter mod regn fra ydersiden, og sved fra indersiden. Her kan du opbevare de ting som skal forblive tørre.

Pasformen er forholdsvis slimfit, man skal dog være opmærksom på at kan man lide sin jersey tætsiddende, skal man muligvis gå en størrelse ned. Jeg testede en str. Small, som er min normale størrelse i Jersey, men lommerne hang lidt for meget til min smag. Så en størrelse XS havde nok passet bedre.

Jeg har testet trøjen på Etna, hvor temperaturen i bunden nu er 14 grader og på toppen 6 grader. På baggrund heraf, er det er min mening at trøjen gør det rigtig godt med en svedundertrøje ned til omkring 12 grader. Når temperaturen kommer herunder, så vil jeg anbefale en gilet eller vindjakker over, og hvis temperaturen ligger under 4-5 grader, kan det være en god ide med en lidt tykkere cykeljakke over.

ThermoRoubaix Bib Shorts

Bukserne skabt til cykling i koldere vejr med knærør under. Bib shorts’ene er lavet af ThermoRoubaix, som har en blød foret fleece på indersiden, som gør dem varmere end traditionelle bibshorts. De er sammensat af forskellige paneler. De paneler der har kontakt med sadlen er lavet i et stærkere stof for at modstå slid. Dem der vender mod vinden på forsiden, er syet i et stof der giver bedre isolering.

Selerne er også lavet i ThermoRoubaix stof, hvilket beskytter overkroppen ekstra mod kulde. Hele buksen er behandlet med Dupont Teflon, hvilket skulle gøre dem vandafvisende. Jeg har testet dem i regnvejr, og de er rigtigt nok vandafvisende, dog kun de første ca. 15-20 min. derefter trænger vandet ind i stoffet. ThermoRoubaix stoffet er dog generelt mere vandafvisende end normal lycra, men er regnen kontinuerlig, så bliver du altså våd.

Benene er på den lange side, hvilket efter min mening, er at foretrække til vintertights, da knærørene derved holdes bedre på plads. Benene er stramme og sidder til. Til gengæld er der ikke meget kompression omkring ballerne. Det bemærker man når man tager dem på, men ude på vejen bemærker man det ikke som sådan. Der er altså ikke noget stof der skøjter rundt i brug.

Siddepuden er af fin kvalitet produceret af den italienske virksomhed TMF, som er kendt for at producere kvalitets siddepuder til bibshorts. Siddepuden er designet og placeret rigtigt, så den både giver støtte når du sidder i bukningen, og når du sidder mere oprejst.

Merino Sokker

Sokkerne er lavet af 41% Nylon, 49% Merino Uld, 8% Elastan, 2% Lycra. Sokkerne er bygget op sådan, at der ude ved tæerne er brugt ekstra meget Merino Uld, så her er de ekstra varme. Da det er tæerne hvor man altid fryser, så virker det rigtig godt. På midten af foden, altså omkring vrist/svang er der indvævet mere nylon og elastan som hjælper med at holde sokken på plads omkring foden. På skaftet, som har en traditionel moderne længde, har Isadore igen lagt vægt på at indvæve nylon og elastan så sokken bliver siddende, desuden har man for udseendets skyld anvendt Lycra, så man får et glansfuldt udseende på skaftet af sokken. En rigtig fed gennemtænkt vintersok.

Thomas tester på Sicilien

Thomas Opstrup opholder sig en del af året på Sicilien. Hvor han qua varmere himmelstrøg og højere bjerge kan teste ting på anden facon end det er muligt herhjemme i DK. Thomas driver til daglig Sicily Cycling Club, som arrangerer skræddersyede cykelrejser til Sicilien. Så kom og prøv kræfter med Europas største aktive vulkan Etna – Kun 3 timer fra København. Læs spilforslag til Giroen i 2017 på AltomCykling.dk

Se mere på: www.sicilycyclingclub.com eller www.facebook.com/sicilycyclingclub